Planen for vejføringen skal fremlægges for Transportudvalget
Kommunalbestyrelsen i Stevns kommune har vedtaget den videre plan for arbejdet med vejføringen fra Stevns og til motorvejen. Næste vigtige skridt er at fremlægge projektet for transportudvalget.
STEVNS: På deres møde torsdag den 26. marts godkendte kommunalbestyrelsen i Stevns kommune procesplanen for det videre forløb for arbejdet med vejføringen fra Stevns og til motorvejen.
Projektet skal fremlægges i Transportudvalget.
Et afgørende skridt i det videre arbejde er, at projektet for vejføringen skal fremlægges i Transportudvalget.
- Vi har en aftale med Transportudvalget om, at vi kan fremlægge vores plan allerede før sommerferien. Jeg håber, at de vil tage positivt i mod vores forslag, som jeg mener både vil afhjælpe de trafikale problemer i Stevns og samtidig give erhvervsudviklingen bedre vilkår. Mit håb er, at Transportudvalget vil arbejde videre med vores forslag, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Sjælland baner vejen frem
Stevns Kommune arbejder samtidig videre med at få vejføringen med på regionens trafikudspil, 'Sjælland baner vejen frem'.
"Sjælland baner vejen frem' er et samarbejde mellem regionens 17 borgmestre og regionsrådsformanden og skal ses som et tiltag, der gør det muligt at stå stærkere overfor Folketinget, når de skal prioritere anlægsmidler til Danmarks mange projekter vedrørende infrastruktur.
- Jeg ser det som et meget positivt skridt, hvis vi kan komme med i regionens trafikudspil, da det vil forbedre vores chancer for at få bevilget anlægsmidler til vejføringen, siger Mogens Haugaard Nielsen.
For at komme på regions trafikudspil er det nødvendigt, at Stevns Kommune får lavet en samfundsøkonomisk analyse. Når regionen har givet helt præcise kriterier for, hvad analysen skal indeholde, vil Stevns Kommune finde en ekstern konsulent, der kan begynde arbejdet.
Regionens 17 borgmestre og regionsrådsformanden skal mødes den 22. juni, hvor de skal diskutere, om vejføringen i Stevns skal med i regionens trafikudspil.
pm