Væresteders fremtid endnu uvis
Koldings væresteder var tirsdag aften samlet på KUC i Kolding til et møde, hvor forvaltningen skulle orientere om det sidste års arbejde.
I 2014 blev det besluttet at spare på tilskuddet til værestederne, og forvaltningen har det seneste år undersøgt alternative muligheder til et eftermiddagstilbud til kommunens 4.-7. klasser.
Én af mulighederne er, at det fremover er ungdomsskolerne eller SFO'erne, der skal drive værestederne.
Men der blev ikke bragt meget nyt til bordet på tirsdagens møde, og de fremmødte blev ikke klogere på værestedernes fremtid. Det fortæller blandt andre Jørn Høgh Nielsen fra KFUM-spejdernes værested i Bramdrupdam.
“Jeg hverken kan eller vil konkludere noget, før der er blevet truffet en politisk beslutning. Vi havde en dialog med forvaltningen, og vi lyttede til hinanden, men enige var vi ikke,” siger han.
Værestederne må leve med uvisheden lidt endnu, for først den 13. april er der udvalgsmøde, hvor politikerne skal tage stilling til værestedernes fremtid.