Fortsæt til indhold

Jubilæumsløb for Ringen

Historisk race nær Roskilde havn for at fejre 60 års jubilæum for den gamle motorsportsbane

Arkiv
Arkiv

I år er det 60 år siden, at Roskilde Ring åbnede og fik startet motorsporten, hvor domkirkebyen stadig ligger i pool-position med navne som Kevin og Jan Magnussen. Det markeres nu ved at arrangere Roskilde Rings Jubilæumsløb i weekenden 30.-31. Maj.
Bag arrangementet står Copenhagen Historic Grand Prix i samarbejde med Roskilde kommune og den store nye lokale forening Automobil Sports Klubben Hedeland.
Løbet med historiske biler skal afvikles over de to dage på en 1,2 kilometer rundstrækning i nærheden af havnen på Sankt Clara Vej, Frederiksborgvej og Sankt Ibs Vej.
Havnens parkeringsareal vil kunne benyttes som ryttergård og udstilling af de deltagende biler. Tribuner og tilskuerarealer vil kunne etableres langs Sankt Claras Vej og i Byparken, samt på arealer ved Frederiksborgvej, Strandengen og Fjordvej.

Motorsport på plakaten

Borgmester Joy Mogensen (S) forklarer, hvorfor kommunen har engageret sig i dette store nye projekt:
- Sidste år fik vi genoplivet noget af vores særlige historie med Den Internationale Racing Festival, som tiltrak titusinder af glade bilentusiaster fra både ind- og udland.
- Vi ved, at mange af de besøgende til Festivalen og Dyrskuet glæder sig hvert år til at komme til Roskilde, og nu håber vi på, at vi kan få den samme tradition indenfor motorsport, og det har jeg store forventninger til, siger Joy Mogensen.
I praksis bliver det Automobil Sports Klubben Hedeland, som i sin tid stod for løbene på Roskilde Ring, som skal klare dette nye arrangement i samarbejde med Landsholdet ApS. Det er den kommercielle partner og flerårig afvikler af den klassiske motorløbsbegivenhed Copenhagen Historic Grand Prix, der køres første weekend i august på Bellahøj Park i København.
- Vores organisation har den nødvendige erfaring med events af denne kaliber, og vi ser frem med begejstring til i samarbejde med Roskilde Kommune, at genoplive Roskilde Ring, og tilbyde alle danskere et kulturelt arrangement med historiske rødder, siger Jens Peter Lange, der er direktør for Copenhagen Historic Grand Prix.
Den lokale motorsportsveteran Carl Christian Hansen, som også har været formand for dansk racersport, jubler også over, at racerhistorien på denne måde vender tilbage til fødebyen og udgangspunktet:
- Det bliver jo en fantastisk fejring af Roskilde Rings 60 års jubilæum. Åbningen dengang var et kæmpe tilløbsstykke, hvor omkring 30.000 gæster overværede det første løb. Det markerede så at sige de nye tider efter krigen, hvor interessen for biler også eksploderede.
- Efter to år blev banen udvidet, hvilket fik alle de internationale stjernekørere til at komme til Roskilde og køre. Vi har sågar lagt bane til Formel 1, så det er en helt særlig historie, der nu bliver vakt til live, og det glæder vi meget os til, siger siger Carl Christian Hansen.

Carl Christian Hansen fra Automobil Sports Klubben Hedeland kan huske, da Roskilde Ring åbnede og glæder sig over, at motorsporten nu er tilbage til hjembyen. Her ses han ved efterårets Racing Festival sammen med organisator Thorkild Thyrring og borgmester Joy Mogensen. (Foto: Erling J.)