Elevatorer på Kolding Station repareres
I perioden fra den 7. april til den 17. maj vil elevatorerne på Kolding Station på skift være ude af drift
Reparationen sker for at forebygge nedbrud og sikre en stabil drift i fremtiden. Alle døre udskiftes, og der bliver installeret nye pumper. Desuden males væggene i elevatorskakten, og elevatorstolen får ny gulvbelægning og nyt loft.
”Elevatorerne på Kolding Station har været plaget af fejl og nedbrud, og en renovering er nødvendig. Banedanmark beklager ulejligheden for de passagerer, som ikke er i stand til at benytte trapperne,” siger Banedanmarks projektleder Diana Høegh-Guldberg.
På grund af renoveringen vil elevatorerne på skift være ude af drift i perioden fra den 7. april til den 17. maj 2015. Elevatorerne renoveres efter følgende plan:
Elevator på spor 1: 7. april – 10. maj. Elevator på spor 2 og 3: 20. april – 17. maj
Det er muligt for handicappede og passagerer med barnevogn/klapvogn at komme til og fra spor 1, når elevatoren her er ude af drift.
Derimod vil der ikke være mulighed for niveaufri adgang til og fra spor 2/3, når elevatoren dér skal renoveres.
Handicappede og gangbesværede med rollator har mulighed for at få assistance via DSB's Handicapservice. Man skal ringe senest to dage før mellem kl. 8.00 og kl. 15.00 på tlf. 7013 1415/tryk 6.