Fortsæt til indhold

Klar til at se på S-tog

Borgmester Joy Mogensen vil vurdere fordele og ulemper for Roskilde efter ny rapport

Arkiv
Arkiv

- Jeg er klar til at se på de fordele og ulemper, der kan være for Roskilde ved at få S-tog hertil. Men det kræver en grundig analyse og en nærmere afklaring af forskellige forudsætninger, som vi ikke kender endnu.
Sådan siger borgmester Joy Mogensen (S), efter at kommunen netop har modtaget en ny rapport med titlen 'S-tog til Roskilde - fordele og ulemper' der er udarbejdet af rådgivningsfirmaet Tetraplan.
Rapporten blev bestilt i efteråret af et enigt byråd, efter at blandt andet Roskilde Handel havde rejst en diskussion om, at et S-tog kunne være med til at trække flere kunder til byen.

Tre muligheder

I den nye rapport opstilles tre forskellige muligheder for tog til Roskilde, når den nye jernbane fra København over Ølby til Ringsted åbner i 2018. I de to første varianter gennemgås to muligheder for S-tog, mens man i den tredje variant opererer med regionaltog fra Sjælland over Roskilde - udenom Valby og København H, der nu er flaskehalsene i systemet - og direkte til Amager og lufthavnen.
- Vi bliver nødt til at diskutere forudsætningerne nærmere med Transportministeriet og få mere præcise oplysninger fra dem, så vi ved, hvor hvor vi er henne, siger Joy Mogensen, der hidtil har haft en vis skepsis overfor S-togene, men ikke har gjort sin stilling op.
- Nu kan vi bruge rapporten i den videre debat, hvor det er meget afgørende, at vi ikke drager nogen forhastede konklusioner. Målet må jo være, at vore passagerer til og fra alle stationerne i Roskilde kommune får den bedst mulige betjening i fremtiden.
- Så nu skal vi analysere og vurdere fordele og ulemper ved de forskellige løsninger meget grundigt, siger Joy Mogensen.
Rapporten blev udsendt fredag lidt over middag og skal nu forelægges byrådets Økonomiudvalg i april måned.

Handel med i diskussion

Formanden for Roskilde Handel, Torben Stevold, siger:
- Vi synes, det er positivt, der nu er kommet en rapport, som opridser flere muligheder. Så har vi nogle kendsgerninger at diskutere ud fra, selv om nogle forudsætninger stadig skal afklares.
- Fra Roskilde Handel ser vi frem til at deltage i denne diskussion, uden at nogen konklusioner skal være fastlagt på forhånd.

Usikre forudsætninger

Veteranen Henrik Stougaard (El), som er det byrådsmedlem, der har været med længst i Roskilde, er ikke imponeret af rapporten efter en første hurtig gennemlæsning af konklusionerne:
- Alt afhænger af de forudsætninger, som der lægges ind. Hvis vi kan få S-tog uden at miste nogle af de nuværende regionaltog, så vil det selvfølgelig give flere forbindelser fra Roskilde. Men hele problemet er jo, at hvis vi først får S-tog, forsvinder mange af regionaltogene efter al sandsynligyhed. Det vil stille de fleste passagerer til- og fra Roskilde dårligere, siger han.
Mere positiv
Venstres leder i byrådet Bent Jørgensen er efter en første gennemlæsning af rapporten mere positiv end tidligere:
- Jeg kan godt se nogle perspektiver i at få S-tog til Roskilde, men forudsætningen er selvfølgelig, at det bliver et supplement for regional-togene - ikke en erstatning.
- Når den nye hovedjernbane - uden om Roskilde - er færdig i 2018, står vi i en helt anden situation. Samtidig skal vi huse, at 30 pct. af de pendlere, der i dag rejser fra Roskilde mod København, står af før Hovedbanegården, og de kan få stor glæde af et S-tog.
- Denne rapport har ikke nogen egentlig konklusion og lægger op til flere undersøgelser. Men det, mener jeg ikke, vi skal bruge penge på. I stedet skal Roskilde forhandle med trafikministeren om forudsætningerne, først og fremmest om vi kan beholde vore regionaltog sammen med et S-tog, siger Bent Jørgensen,
tk

tk