Fortsæt til indhold

Venstre rækker ud efter borgmesterkæden

Venstres nye gruppeformand i byrådet og spidskandidat ved næste valg, Mette Jorsø, vil skærpe Venstres profil i Køge og går benhårdt efter borgmesterposten efter næste valg.

Arkiv
Martin Rasmussen

politik En skarpere profil der ikke efterlader tvivl om, hvad Venstre mener. Det er, hvad man kan forvente fra Venstre i Køge, efter Mette Jorsø er blevet valgt til ny gruppeformand i byrådsgruppen og partiets spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2017. Desuden vil man se et parti med blikket rettet mod borgmesterkontoret, fortæller Mette Jorsø - som i sidste uge sikrede sig rollen som Venstres nye spydspids efter Palle Svendsen. Mette Jorsø slog sin byrådskollega Helle Poulsen med 57 stemmer mod 28 i afstemningen. - Det var et rigtig godt resultat. Det er vigtigt for mig, at afstemningen gav et ordentligt mandat, siger Mette Jorsø, som ikke tøver med at melde ambitionerne ud for det næste valg. - Borgmesterposten er sindssygt vigtig for Venstre, og den går vi benhårdt efter ved det kommende valg. Ved valget i 2013 var det vigtigt at sikre et borgerligt flertal, og det lykkedes, men det er borgmesteren, der sætter retningen og har det sidste ord, siger hun med henvisning til rollen, som gik til de konservative som et kompromis efter et længere og meget dramatisk forhandlingsforløb, som truede med at parkere Venstre helt uden for indflydelse trods det glimrende valg. Venstre fik derimod en række udvalgsformandsposter, men næste gang retter man altså fokus på at sikre borgmesterposten, som blandt andet skal sikres gennem et nyt godt valg - og bedre forberedelser end sidst. - Vi har lært en masse af sidste gang. 14 mandater er ønsketænkning men ikke realistisk, så det kræver nogle at samarbejde med, og det arbejde starter allerede nu, siger hun med henvisning til at etablere fundamentet for et samarbejde efter næste valg. XXX Mette Jorsø planlægger samtaler med alle otte øvrige medlemmer af partiets byrådsgruppe hen over påsken, og hensigten på kort sigt er at tegne en skarpere profil af Venstre i Køge fremover. - Vi skal have markeret tydeligt, hvem Venstre er, og hvordan vi adskiller os fra de øvrige partier. Ingen må være i tvivl om, hvad vi mener om de store projekter i området. Desuden vil vi arbejde for, at Køge Kommune skal være attraktiv for borgere og virksomheder at flytte til. Det er et af Venstres store mål, så det handler både om at gøre kommunen attraktiv - og at få vist det til omverdenen, siger Mette Jorsø, der blev valgt ind i byrådet første gang i 2009 og har erfaring fra en række forskellige udvalg. I denne periode er hun formand for teknik- og miljøudvalget og medlem af økonomiudvalget. Med valget af Mette Jorsø står der nu kvinder i spidsen for alle de tre største partier ved seneste valg - Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. - Det er en interessant udvikling, og det kan ikke være en dårlig ting. Jeg tror måske, at vi kvinder er lidt bedre til at samarbejde, siger den nye Venstrespidskandidat med et glimt i øjet.