Fortsæt til indhold

Cykelblikfang i årets Cykelkommune

I forbindelse med at Varde Kommune er årets danske cykelkommune, har Kommunen sat gang i en konkurrence, der skal kåre kommunens flotteste blikfangscykel

Arkiv
Kim Schou

Som en sjov happening der sætter fokus på cyklisme, kan alle byer i Varde Kommune deltage i konkurrencen om at lave Varde Kommunes flotteste blikfangscykel-skulptur.
Invitationen til at deltage i konkurrencen er sendt til kommunens borgerforeninger, og den bedste cykelskulptur sikrer ikke mindre end 30.000 kr. til en begivenhed i byen, der laver den flotteste cykelskulptur.
”Skulpturerne skal som udgangspunkt laves af gamle cykler, og da Vej og Park i tidens løb har fået indsamlet en del gamle cykler, så kan vi stille disse til rådighed for byernes kunstprojekter. Jeg glæder mig til at se, hvad borgerforeningerne får ud af det gamle jern. Det bliver helt sikkert flot," siger driftschef i Vej og Park, Bjarne Fly.
Kåringen af kommunens flotteste blikfangscykel-skulptur sker i forbindelse med Varde Kommunes cykelfestival på Torvet i Varde den 16. august, hvor vinderen vil få overrakt præmien på 30.000 kr. til afholdelse af et arrangement i vinderbyen. Dommerkomiteens formand er borgmester Erik Buhl.

Smaddergodt initiativ

Formand for kultur og fritidsudvalget, der også er en del af dommerkomiteen, Lisbet Rosendahl er glad for, at Varde Kommunes status som årets cykelkommune også kan afstedkomme kulturelle tiltag.
”Det er et smaddergodt initiativ, der sætter fokus på både kunst og cyklisme. Og så ligger konkurrencen i glimrende forlængelse af Varde Kommunes samlede vision, Vi i Naturen, for skulpturerne kan helt sikkert trække nysgerrige op på cyklen og rundt i kommunen for at se skulpturerne. Det giver både motion, naturopleveler og en kunstnerisk oplevelse, der oveni købet har et lokalt udgangspunkt," siger Lisbet Rosendahl og slutter:
”Jeg ser frem til at se resultatet af byernes indsats. Det skal nok blive flot og festligt".
Fristen for at tilmelde sig selv og sin by er blevet forlænget til den 1. april. Skulpturen skal stå færdig den 3. maj, og alle deltagende byer kan få refunderet materialer til skulpturen for op til 500 kr. Tilmelding via Varde Kommunes Hanne Pedersen på hapi@varde.dk.