Talentvejen førte elever ud på en motorvej
UDDANNELSE: Både lærere og elever fik ekstra udfordringer med projektet Talentvejen.
- Nødvendigt at se på, hvordan vi kan udvikle talenterne, siger uddannelseschef Hans Severinsen, Køge Handelsskole.
Mange lærere var lidt spændte, ja, nærmest nervøse, da de for et par år siden skulle gøre talenterne i deres klasser meget synlige på projekt Talentvejen.
Men de kunne hurtigt pakke alle betænkeligheder væk. Det var helt ok som elev at blive udpeget som talent. Og ikke nok med det. Talenterne smittede af på de øvrige elever i klassen og var med til at hæve overliggeren.
På 12 erhvervsskoler, heriblandt Køge Handelsskole, har de i løbet af to år spottet og udviklet talenter i projekt Talentvejen. Talenterne fik ekstra udfordringer både i klassen og med ekstra opgaver, som ofte skulle løses uden for skoletiden.
Både lærere og elever har gjort sig mange erfaringer, som de øvrige lærere på erhvervsuddannelserne nu kan drage stor nytte af, når de efter sommerferien skal arbejde med talent som følge af reformen for erhvervsuddannelserne.
- For en gangs skyld har vi haft fokus på at gøre de stærke elever endnu bedre efter længe at have beskæftiget os med at fastholde de svage elever. I en tid, hvor vi ikke bare mangler faglig arbejdskraft, men dygtig faglig arbejdskraft, er det nødvendigt at se på, hvordan vi kan udvikle de talenter, vi har på erhvervsskolerne, siger uddannelsesleder Hans Severinsen.
Projekt Talentvejen har netop holdt afslutningsfest på Innovationsfabrikken i Kolding, og der var bred enighed blandt undervisere og uddannelsesledere om, at projekt Talentvejen har været godt bl.a. til at italesætte talentet. I dag er det helt i orden at sige, at man har talent og at gøre en ekstra indsats, og på skolerne har man også oplevet, at det giver et rigtig godt resultat at inddrage virksomhederne i udviklingen af talenterne.
- Det har vist sig, at det er det faglige, der tænder talenterne. De vil gerne arbejde for at blive rigtig gode faglærte. De har lysten og engagementet til fordybelse, og viljen til at arbejde på at blive bedre og bedre, siger projektchef Kirsten Bach Kjeldal.
John Vinsbøl, projektchef, Selandia i Slagelse, sagde ved afslutningen, at Talentvejen har udviklet sig til en motorvej for de unge. En motorvej med både rastepladser og afkørsler, så talenterne kan komme ned på en ny motorvej – til gavn for erhvervslivet.
- Vi har været heldige, at Projekt Talentvejen passer supergodt sammen med den nye reform af erhvervsuddannelserne. Vi har været en lille smule forud for vores tid og lyttet til det, der er brug for. Der skal nemlig være nogen til at drive den energi, som skal få erhvervsuddannelserne til at vokse, og som skal gøre håndværket stolt. De dygtige elever skal som foregangsmænd være med til at give fremtidens erhvervsuddannelser et godt image, siger John Vinsbøl, der har været projektchef for Talentvejen.
pm