Fortsæt til indhold

Frustrerede borgere til møde om motorvej

Støjgener, cykelstier og øget traffik gennem Vonsild var til diskussion på borgermøde

Arkiv
Lotte Gyldenvang

Der var dybe rynker i panderne, og armene var solidt placeret over kors på de godt 80 borgere, der tirsdag aften var mødt op til borgermøde på Vonsild Skole om motorvejstilkørslen ved Ødis.

Kolding Kommune og Vejdirektoratet informerede om tilslutningsanlægget, altså de kommende tilkørselsramper i både syd- og nordgående retning, som skal give trafikanter direkte adgang til E45 fra den sydlige del af Kolding og Vonsild.

Ramperne har været et ønske fra Kolding Kommune i mange år, og med en pose penge som Folketinget har tildelt Kolding, er projektet skudt i gang. Det vil koste 53 millioner kroner, hvor halvdelen betales af Kolding Kommune, og den anden halvdel betales af staten.

Stavnsbundet

Selv om en del af borgerne udtrykte, at de kan se en fordel ved nemmere adgang til motorvejen, var stemningen overvejende kritisk i forhold til projektet.

En af de fremmødte var Jens Henrik Andersen. Han har boet i Vonsild siden 1986 og købte i 2004 en ejendom på Ødisvej 31. Den sydgående tilkørselsrampe kommer med stor sandsynlighed til at ligge tværs over Jens Henrik Andersens hus og grund.
Inden han kendte til projektet, ville han sælge huset. Men et år efter måtte han hive til-salg-skiltet ned, fordi ingen ejendomsmæglere vil sælge det på grund af rampe-projektet.

“Det er forfærdeligt og meget frustrerende, at jeg ikke aner, hvad der præcis skal ske og hvornår. Jeg føler mig i den grad stavnsbundet. Ekspropriation er min eneste udvej, men jeg aner jo intet om, hvad jeg får for mit hus, og hvad jeg får råd til at sidde i fremover. En ting er den voldsomme ventetid, men uvisheden er uden tvivl det værste. Jeg kan kun vedligeholde huset, indtil det skal rives ned,” siger Jens Henrik Andersen.

Uvildig kommission lytter

Han og de andre borgere havde mange spørgemål om støjgener, tidshorisonter og cykelstier. Ansatte ved kommunen og Vejdirektoratet gjorde deres bedste for at besvare de mange spøgsmål, men projektet er kun ved sin begyndelse.

En uvildig kommission vurderer projektet og lytter til borgernes og teknikkernes ønsker, hvorfra de træffer en afgørelse på, hvordan projektet skal udarbejdes. Kommissionens afgørelse falder i uge 26 i 2016.

“Ramperne kommer jo. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke fremskyder ekspropriationen, så vi, der bliver ramt, kan komme videre,” siger Jens Henrik Andersen.
Svaret til borgerne lød, at et projekt i denne størrelse med så mange interessenter er tidskrævende.
“Jeg forstår borgernes frustrationer, det er jo et stort indgreb i deres hverdag. Men vi gør en indsats for at tilse deres ønsker,” siger byrådsmedlem Knud Erik Langhoff (K).