Lopper og kræmmere inviterer til ”påskemarked” i Kvaglund
Lørdag er sidste chance for loppefund i Kvaglund i denne omgang
På lørdag den 4. april kl. 10.00 til 15.00 holdes vintersæsonens sidste loppe- og kræmmermarked i Kvaglundhallen, hvor over 60 udstillere byder velkommen. Og det er en tilfreds halbestyrer Carsten Hille, der ser tilbage på sæsonen, der har været præget af udsolgte stande og høje besøgstal.
"Det ser ud til, at sæsonens besøgstal lander på ca. 4.700 , eller ca. 800 i gennemsnit pr, marked. Og det ligger i den gode ende i forhold til sidste år, der også var godt," lyder det.
Lidt mod sædvane holder man i år et marked i sommerperioden, nemlig lørdag den 6. juni kl. 10-15. Det skyldes, at bagagerumsmarkedet i Veldtofte, der har sit domæne i sommerperioden, springer denne måned over på grund af andet arrangement i månedens første weekend.
"Og så synes vi, at både udstillere og publikum også skal have chancen for at komme til marked i denne weekend," siger Carsten Hille.