Guldsmed Gitte Bjørn udstiller på Koldinghus
Fra den 27. marts til den 31. maj præsenterer Museet på Koldinghus en soloudstilling med værker af guldsmeden Gitte Bjørn.
Udstillingen, der har titlen “Body and Soul”, har været undervejs i fire år, hvor Gitte Bjørn har fordybet sig i temaet kropslighed. Resultatet er 38 nye værker i sølv. Der er alt fra fingerringe til store skulpturelle vaser samt to møbellignende skulpturer i polstret skum.
Gitte Bjørn er uddannet guldsmed, men hun arbejder primært skulpturelt i sølv. Sølvsmedearbejde, der resulterer i kander eller skåle, kaldes normalt korpus. Og det er korpus i dobbelt forstand, Gitte Bjørn arbejder med i udstillingen.
Unikke værker
Alle værkerne er unika og bærer udover deres funktion som fad, skål, ske eller fingerring en fortælling om kropsopfattelse og normalitetsbegreber.
Gitte Bjørn forstyrrer de opfattelser, vi måtte have af både sølv og krop.
Udstillingen åbner fredag den 27. marts klokken 14.