Fortsæt til indhold

Stort MMA-show på lørdag

44-årige John Thomsen går i ringen ved FG Fight Night i Sønderborg den 4. april

Arkiv
Arkiv

På lørdag er der stort MMA-stævne i Humlehøj-Hallen i Sønderborg.
En af kæmperne er John Thomsen, der også er bagmand for stævnet og stifter af klubben Sønderborg MMA.
Da John Thomsen sidst var i buret for to år siden, sagde han ellers, at der var sidste gang.
"Ja, den holdt ikke længe. Jeg kan simpelthen ikke undvære den fokusering, forberedelse og disciplin, som det kræver at gå ind i buret."
John Thomsen har nu rundet 44 år, hvilket er en høj alder for MMA-kæmpere.
"Jeg har altid haft det motto, at man kan opnå alt, hvis man kæmper hårdt nok for det. Det er også det, som jeg prøver at lære de unge mennesker."
Han har dyrket kampsport siden 10-års alderen. Det begyndte med brydning, og efter 300 brydekampe skiftede han til karate og siden boksning.
De sidste 10 år har han dyrket MMA, og for otte år siden stiftede han klubben Sønderborg MMA, hvor mellem 10-20 mænd og piger træner sammen.
"Jeg var en 'bandit' i mine yngre år, og jeg har brugt kampsporten til at komme videre i mit liv. Nu bruger jeg min klub til at få de unge ud af problemer, og jeg hjælper dem med at få styr på deres liv gennem MMA-sporten og sammenholdet i klubben."
De sidste seks år har han lavet MMA-stævner i hele landet sammen med en god ven.
"Til sidst var det helt store professionelle stævner med TV og alt hvad der hørte til, men Danmark er for lille til de helt store shows. Derudover har jeg lavet amatørstævner i Sønderborg, og i dag er det Danmarks største MMA stævne," siger John Thomsen.
FG Fight Night i Humlehøj-Hallen i Sønderborg begynder kl. 19.00 lørdag den 4. april.
Billetter kan købes www.billetnet.dk og Tattoo Fashion i Sønderborg og Flensborg.

Foto: Kim Petersen

Der er FG Fight Night med masser af MMA-kampe i Humleh%26#xf8;j-Hallen p%26#xe5; l%26#xf8;rdag. /Mikkel, Lokalavisen S%26#xf8;nderborg

Posted by Lokalavisen Sønderborg on Monday, March 30, 2015