Elever dyster om titlen som ”Danmarksmester i entreprenørskab”
Over 1000 elever fra 8. til 10. klasse har i løbet af skoleåret arbejdet med innovation og entreprenørskab som en del af undervisningsforløbet NextLevel. Den 9. april tørner de 20 bedste hold sammen i en dyst på idéer og pitch-evner, når der er DM i Entreprenørskab for grundskoler.
Sandsynligheden for en sejr til Trekantområdet er stor, for hele fem hold herfra har kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet. Det hele bliver afgjort, når de mange elever mødes til finalen på Odense Rådhus.
Kirkebakkeskolen i Vejle står stærkest med fire hold elever i finalen, mens Erritsø Fællesskole har ét hold elever med i finalen. Her skal de møde andre innovative unge fra bl.a. Odense, Nordjylland og Als.
De unge dyster i fire kategorier: Bevægelse, Viden & Verden, Velfærd & Samfund og Sprog & Kultur. Der kåres én vinder indenfor hvert spor, samt en samlet vinder af hele Danmarksmesterskabet. Alle eleverne har arbejdet med innovation og iværksætteri som en del af deres undervisning, og måske er der en fremtidig forretning at spore blandt de unge iværksætterspirers idéer.
Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise står bag DM i Entreprenørskab med støtte fra Odense & Co. Ud over æren får vinderne i hvert af de fire spor 5000 kroner til klassekassen og den samlede vinder får derudover også en oplevelse for hele klassen.