Fortsæt til indhold

På lørdag får Mølledammen igen et springvand

Frode Sørensen indvier lørdag nyt springvand i Mølledammen i Sønderborg

Arkiv
Arkiv

På lørdag får Mølledammen i Sønderborg igen et springvand.
Der sker kl. 11, hvor formanden for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Frode Sørensen, trykker på startknappen til det nye springvand.
For en del år siden havde søen et springvand, men da det gik i stykker, blev det ikke repareret, fordi det var forældet og i givet fald skulle udskiftes med et nyt og mere moderne. Den omkostning er sparet i nogle år, men nu er det ganske vist:

"Jeg lovede i efteråret, at Mølledammen ville få sit springvand igen, så jeg er glad for, at det nu lykkes. Det skaber liv omkring søen og er dejligt beroligende at se på. Det er også med til at ilte vandet i søen og dermed forbedre vandkvaliteten," siger Frode Sørensen, der glæder sig til at gense springvandet og håber, at mange andre borgere vil dele oplevelsen med ham på lørdag.
Sønderborg Kommune trakterer med kage og sodavand til de fremmødte.

Det nye springvand er til forskel fra det gamle flyttet ud midt på søen, så det kan ses fra alle sider, og det springer op fra et syv gange syv meter stort plateau, hvorfra der om aftnen kastes lys på vandsøjlen. Springvandet styres af et sms-system, og lyden er vand er blidere end den, det gamle springvand skabte.