Simmersted lokker med basar og messe
Påskebazar i Simmersted er traditionen tro klar med både hygge og gode handler
"For 12. gang afholder vi Påskebazaren og vi har udvidet konceptet," lyder det fra folkene bag arrangementet i Simmersted:
"Vi har holdt fast i alle de gode ting som, påskedekorationer, buketter, blomster i krukker, træting, pileflet, glas og smykker og mange andre ting, som kan købes. Som noget nyt har vi en delikatessebod med hjemmelavede specialiteter lige fra bolcher, mandler, marmelade, til syltede grønne tomater og vin mv. Man har simpelthen mulighed for at købe de lækreste ting.
Herudover kan man også blive forkælet med massage, kinesiologi, akupunktur, cremer og bowtech massage."
"Som altid er det en oplevelse i sig selv at besøge vores café, hvor der vil blive hygget om gæsterne - så det kan kun blive en god dag," lyder det.
"Der er noget for alle, for mens mor handler, så vil der være et børnehjørne, med forskellige aktiviteter, og for mændene vil der være mulighed for at kigge på den sejeste biludstilling med traditionelle ”Hotrod biler” fra 40'erne og 50'erne. Så glæd jer, der er noget for hele familien på en dejlig forårsdag," lyder det lokkende.