Fortsæt til indhold

4. klasse på Nordenskov Skole blev belønnet

Vinderne i Nordenskov Skoles 4. klasse er nu blevet præmieret for deres opfindsomhed indenfor affald og genbrug

Arkiv
Kim Schou

Fredag morgen sad 4. klasse fra Nordenskov Skole dybt koncentreret bøjede over divisionsligninger, da skoleleder Bitten Eilenberg, servicemedarbejder Leila Germandsen og formidlingskonsulent Helle Hovmand-Rasmussen fra DIN Forsyning, Per Rask Jensen, formand for Udvalget for Børn og Undervisning i Varde Kommune og endelig Søren Skousen, skolekonsulent ved Varde Kommune, Alle var mødt op for at lykønske klassen for at have givet det bedste bud i konkurrencen om Det vildeste genbrug 2015 i Varde Kommune.
Hvordan kan man gøre det sjovere og lettere for børn og unge at genbruge?
Det spørgsmål har alle 4. klasser i Varde kommune fået stillet og ja, der kan sorteres bedre – og det kan gøres sjovere. Hvad nu hvis man satte lyd på skraldespanden, så den jublede, når man puttede noget i? Eller hvis en robot kunne scanne materialerne for én? DIN Forsyning har fået mange gode ideer til at forbedre mulighederne for sortering.

Emneuger

Alle Varde Kommunes 4. klasser har i uge 10-12 haft emneuger omkring affald og genbrug. Samtidig har eleverne deltaget i en konkurrence, hvor de skulle komme med deres bud på, hvordan man kan gøre det sjovere og lettere for børn og unge at genbruge.
Hele 47 forskellige, spændende og kreative bud blev indsendt. Blandt de ni klasser, der indsendte forslag, blev vinderklassen altså Nordenskov Skoles 4. klasse.
Præmien er en oplevelsesrig dag i naturen med en naturvejleder fra NaturKulturVarde.

Vinderklassen

Vinderklassen – 4. klasse fra Nordenskov Skole – bidrog med et kreativt forslag til et nyt affaldssystem på skolen. Skraldespandenes prototyper er udformet med udfordrende åbninger, der skal gøre det sjovt at smide skraldet i, og de er inddelt i kategorierne: Kompost, pap og papir, plastik, andet, metal og ting til genbrug i billedkunst.

På besøg

I løbet af emneugen har alle 4. klasses-eleverne været inviteret til at besøge deres lokale genbrugsplads for at lære om affald og sortering.
Eleverne lærte at bruge deres sanser for at opnå en fundamental materialeforståelse i affaldssorteringen, de blev vist rundt på genbrugspladsen og introduceret til de enkelte fraktioner, og endelig deltog de i en affaldsstafet.
Som afslutning på elevernes besøg udnævntes de alle velfortjent til sorteringseksperter og fik et personligt affaldskørekort med hjem.

Dommerpanelet bestod af skolekonsulent Søren Skousen ved Varde Kommune og Helle Hovmand-Rasmussen, formidlingskonsulent ved DIN Forsyning.