Individuel undervisning på skoleskemaet
Lokale skoler sætter nye rammer for undervisningen i junioruniverserne
Undervisningsministeriet giver nu mulighed for, at udvalgte skoler, herunder Fællesskolen Nustrup Sommersted og Fællesskolen Hoptrup Marstrup Vilstrup, kan sammensætte klasser på baggrund af eksempelvis elevernes modenhed eller forudsætninger for læring.
”På baggrund af en individuel pædagogisk vurdering har vi nu mulighed for at lave hold på tværs af klasserne. Holdene kan eksempelvis sammensættes af elever, der har samme behov for en bestemt undervisningsform. Der kan være elever, der har særligt gavn af at arbejde sammen med andre, hvor nogle har mere behov for at fordybe sig selvstændigt”, fortæller skoleleder Ulla Nissen, Fællesskolen Nustrup Sommersted.
Begge skoler forventer fortsat at arbejde med aldersopdelte klasser i et eller andet omfang, da det er vigtigt, at eleverne har en fast base.
”Vi glæder os til at eleverne kan indgå i nye, spændende fællesskaber på tværs af 4.-6. klassetrin. Vi sætter sammen med eleverne konkrete læringsmål, og da elever bruger forskellige strategier for at nå målene, er det oplagt i nogle situationer at sammensætte hold, der understøtter disse fællesskaber”, fortæller skoleleder Anne-Marie Andersen, Fællesskolen Hoptrup Marstrup Vilstrup.