Musik fra hjertet
I rækken af portrætter af Haderslev kommunes musikundervisere er vi kommet til Anne Mette Balling
Haderslev Musikskole og Sangakademiets klassiske sanglærer, Anne Mette Balling, har siden tiden på Det Jyske Musikkonservatorium haft en freelance sangkarriere på landets operascener, heriblandt operakompagniet Den Ny Opera i hjembyen Esbjerg, hvor hun også har en stor del af sine sangelever. Eleverne i Haderslev modtager undervisning på Sangstationen ved Haderslev Domkirke.
Anne Mette ser kombinationen af at være underviser og udøvende musiker som et stort privilegium, og hun mener, at den erfaring, hun som kunstner har fået, med rette kan anvendes i undervisningen.
Der er ingen tvivl om, at Anne Mettes hjerte banker for den klassiske musik, og som lærer og sangentusiast har hun også et særligt ønske for fremtidens klassiske sangundervisning. ”Jeg synes, det er så vigtigt at al den klassiske musik, i dette tilfælde sanglitteraturen lige fra renæssancen og frem til i dag, danske såvel som tyske, franske, spanske, italienske, engelske, nordiske, russiske sange, Lieder, opera mm., ikke går i glemmebogen.” For Anne Mette handler undervisningen også om at tage udgangspunkt i selve musikken, hvilket hun også selv gør, når hun synger. ”Det er kærligheden til musikken, der driver værket. Det er det, både når jeg selv synger, og når jeg underviser.” Hun bruger derfor en stor del af sin tid på at lære eleverne godt at kende, så de kan få den optimale undervisning og dermed udvikle sig som sangere.
Det er frem for alt Anne Mettes egen glæde ved musikken, der driver hende i undervisningssituationen. ”Unge mennesker stifter ikke bekendtskab med den klassiske musik i skolen, så jeg vil så gerne formidle min egen begejstring for den her musik videre til nye generationer. Det er en kæmpe glæde for mig at se, at pigerne synes, det er "fed musik" og langt fra "kedelig musik”, de bliver præsenteret for her.”
Anne Mette ser desuden musikken som en meget vigtig kommunikationsform og en måde at udtrykke sig på. “Når man udtrykker sig gennem musikken, er der andre, der hører det, og det vækker nogle følelser i dem. At arbejde med musik lægger tæt på følelserne, og det er uanset, om man spiller et instrument eller synger.”