Fortsæt til indhold

Kærlighedsstien repareres nu

Arkiv
Lotte Gyldenvang

Nu kan borgere, der benytter rampen fra Hyrdestræde ned til Slotssøen glæde sig over, at Kolding Kommune er gået i gang med at reparere de massive huller, der i lang tid ellers har præget hele rampen.

Lokalavisen skrev den 17. marts om borgere, der var utilfredse med de mange huller. 94-årig Inga Bjerregaard udtalte, at så længe der var så store huller måtte hun finde en anden vej at benytte, da hun ligesom andre ældre mennesker ikke længere er sikker på benene.

“Det er altid svært at sige præcis, hvornår vi kan gå i gang med arbejdet. Denne gang kunne vi begynde tidligere end ventet, fordi entreprenørerne havde et hul i kalenderen,” siger afdelingsleder ved Park og Vej i Kolding Kommune, Troels Tibell Kragh, der tidligere havde udtalt, at arbejdet med rampen til kærlighedsstien først kunne gå i gang sidst på året.

I den tid, hvor renoveringen står på, henviser Kolding Kommune til, at man benytter stien ved Slotssøbadet eller ved Kolding Byferie, indtil rampen om cirka 14 dage er klar.