Fortsæt til indhold

Besparelser truer væresteder

Flere væresteder i Kolding risikerer at måtte dreje nøglen

Arkiv
Natalie Stratigos

Flere væresteder har med nød og næppe klaret sig igennem de første besparelser i 2014. Men fra 2015 skal der spares endnu mere, og det kan betyde, at flere væresteder lukker ned som tilfældet er i Dalby.

“Vi kæmper med næb og kløer, og vi har vist, at vi har vores berettigelse. Vi har ikke mistet børn på skolereformen. Tværtimod har vi stor opbakning fra børn og forældre, men det er svært. Vi spinker og sparer, og vi har sat kontingentet op. Hvad der sker fremover, det ved jeg ikke. Vi krydser fingre for, at vi kan fortsætte,” lyder det fra Sara Johs fra værestedet i Vonsild.

Sådan lyder det også fra Christel Knudsen, værestedsleder i Sdr. Bjert.
“Vores lille lokalsamfund har gjort meget for at bevare stedet. Vi har lige så mange børn som før skolereformen.

Vi har været nødt til at fyre en medarbejder på grund af besparelserne, og de ekstra besparelser i 2015 vil betyde, at priserne igen skal hæves. Men der er stadig så mange usikkerheder om, hvad der skal ske. Forældrene spørger ofte, men vi kan ikke svare. Vi er nødt til at vente på politikernes beslutning. Den kommer til at afgøre vores fremtid. Uden tilskud kan vi ikke klare os,” siger hun.

Værestedslederne er spændte på at høre, hvad forvaltningen er nået frem til efter at have undersøgt området i et år. Det får de svar på til et møde den 24. marts.

“Vi beslutter ikke noget endeligt, så længe der ikke er meldt ud politisk. Men jeg kan sige, at ud fra de midler, der er afsat nu, så vil det ikke kunne lade sig gøre at drive et værested efter sommerferien,” fortæller Charlotte Tryk fra værestedet Nr. Bjært Strandhuse.
Sådan lyder beskeden også fra Jørn Høgh Nielsen fra KFUM-spejdernes værested i Bramdrupdam.

“Jeg kan ikke sige noget endnu. Kun at jeg håber, politikerne lader fornuften råde og redder værestederne”.