Fortsæt til indhold

Mor til tre springer ud som fotograf

Arkiv
Arkiv

Hun mangler bare et år af sin uddannelse til sygeplejerske, men nu går den 33-årige Elisabeth G. Magnussen alligevel en helt anden vej.

Det sker, når den færøsk fødte esbjergenser slår sig ned som fotograf med eget studie og forretning i Stormgade.

“Jeg er bare så fascineret af fotografering, og på hobbyplan har jeg lavet en masse billeder de seneste tre-fire år, mens jeg har studeret og været på barsel. Nu var chancen der pludselig for, at jeg kunne få min egen forretning og mit eget studie, og så skulle det være,” siger Elisabeth G. Magnussen, der er mor til Amanda på fire år, Karl på otte år og lille Gregers på bare syv måneder.

Allerede som 14-årig tog Elisabeth G. Magnussen billeder af fodboldkampe til en færøersk avis, og lige siden har interessen for fotografi været der.

“Egentlig har jeg aldrig holdt pause fra fotografering, men jeg har taget mig tid til at få en uddannelse,” siger den Elisabeth G. Magnussen, der åbner sin forretning den 1. april i Stormgade 23.