Hiphop på Huset
Den 3. april kl. 21.00 inviterer Sønderborghus til koncert med Tudsegammelt og Sjakket.
Med en smadret og rungende tuba, tunge trommer, skarp rap, kontrabas og skæve beats leverer det fem mand høje orkester, Tudsegammelt, den lyd, dansk rap har savnet.
Med rødder i hiphop formår gruppen at trække deres lyd i mange forskellige retninger og dette er blevet til noget helt unikt.
Tudsegammelt består af fem mand, der alle kommer fra det sydlige Jylland og som nu er bosat i København.
Sjakket er en lyriskmilitant separatistbevægelse fra Vendsyssel. Med Peter Pøblen og Knokkelmanden som spyttende frontfigurer udfolder de i alt fem bandmedlemmer et ensemble af hippie-hop, hvor backingtracks og
macbook-DJs kommer til kort.
Med inspiration i folkemusik fra alle afkroge af kloden præsenterer Sjakket en egnschauvinisme og en kamp for musikalsk såvel som fysisk selvstændighed.