Fortsæt til indhold

Vejlenserne er supergode til at bage

Vejle har hele fire deltagere fra tre butikker med til DM i brød og kager

Arkiv
Jørgen Flindt

Hos Vanilla Chocolatier & Konditori er de to indehavere udmærket klar over, hvad de skal lave tirsdag i denne uge. For butikken i Tønnesgade deltager i årets 'Danmarks Bedste brød og kage', som er en konkurrence danske bager og konditormestrer står bag.
Et danmarksmesterskab for professionelle bagere og konditorer.
Der er fire kategorier indenfor brød og tre kategorier indenfor kager, nemlig ‘kransekagestykke', ‘bagt tærte' og ‘tørkage'. 10 deltagere i hver kategori fra hele landet er udvalgt ud af i alt 371 deltagere. Og de skal kæmpe mod hinanden tirsdag på Rådhustorvet i København.
“Vi er med i alle tre kategorier. Nemlig med en pæretærte, en sort kransekage lavet på blandt andet sorte sesam samt en marmor Brownies,” siger Jeanette Sørensen og Gabriel Ahlgreen fra Vanilla.
Det er ikke første gang Vanilla er med i konkurrencen. Sidste år vandt man tærtekategorien.
“Det betyder meget at blive valgt ud til deltage, og selvfølgelig også at vinde. Dels på grund af æren, men det er også noget folk lægger mærke til. Desuden blev tærten, vi vandt med sidste år, den tærte vi siden har solgt flest af. Det betyder da noget, at vi kan sætte et skilt op, hvor der står, at det er Danmarks bedste tærte,” siger parret.
Det er Gabriel, der skal deltage i to kategorier, nemlig ‘kransekagen' og ‘tærten', mens Jeanette deltager i ‘tørkage'.

Flere deltager

Også hos PA Andersen og Sønner i Skyttehusgade kan man sende en bager til finalen på Rådhustorvet. Hun hedder Angelina Høst Larsen, og hun kommer til at kæmpe mod Jeanette Sørensen fra Vanilla i kategorien ‘Tørkage', hvor de to vejlensiske bagere i øvrigt er oppe mod blandt andet to bagere fra samme bageri i Svendborg og en bager fra københavnske Conditori La Glace
Derudover deltager Simon Clemens fra Brød & Co i Vejle Midtpunkt i finalen i en af de fire kategorier indenfor brød, nemlig ‘specialbrød'.
De tre andre kategorier indenfor brød er ‘rugbrød', ‘madbrød' og ‘fuldkornshvedebrød'.
Tirsdag den 22. september findes vinderen på Rådhuspladsen i København. Her er der indlevering fra klokken 11 til 12 og adgang for offentligheden klokken 12.30.
Der er præmieoverrækkelse klokken 16 efterfulgt af smagsprøver til alle fremmødte, i hvert fald så længe der er brød og kager tilbage.