Lions solgte tulipaner for 32.000 kroner
Over 300 buketter tulipaner har de seneste uger stået som forårsbebudere i butikker og på kontorer i Sønderborg og omegn. Buketterne er leveret af Lions Club Als, som køberne dermed har støttet i et værdifuldt, lokalt arbejde mod misbrug.
"Vores tulipansalg gav i år 32.000 kr. i overskud. Vi glæder os over støtten og dermed vores mulighed for at hjælpe andre. Det har været positivt at komme rundt til butikker og andre firmaer og sælge tulipanerne og møde stor velvilje i forhold til at støtte vores hjælpearbejde," fortæller Hanne Emdahl Pedersen fra tulipansalgs-gruppen i LC Als.
"Overskuddet fra salget af tulipaner, som vi nu har haft som en aktivitet i fire år, går altid til en indsats mod misbrug. Vi har tidligere støttet f.eks. SSP-arbejdet og kommunens Unge Team. I år hjælper vi for tredje gang med at få to familier med børn på højskoleophold i sommerferien. Det sker i samarbejde med Kvindekrisecentret, og vi ved, det gør lykke hos familier, som ellers ikke er forvænt med sommerferieaktiviteter," fortæller Hanne Emdahl.
Linak i Guderup valgte at købe et større antal buketter og sende dem til Guderup Plejecenter, hvor de vakte stor glæde.