Fortsæt til indhold

Skole og kommune bruger penge på kunstgræs i stedet for transport

Hallukning hjælper kunstgræsbane på vej. Penge til transport af elever bliver brugt til starte byggeriet

Arkiv
Jørgen Flindt

Egentligt var man ikke helt i mål med at samle penge ind til kunstgræsbanen ved Egtved Hallen. Men skoleelevers krav på idrætstimer har åbnet vejen for, at man nu har fundet 600.000 kroner. Og nu kan arbejdet med kunstgræsbanen påbegyndes, når ellers vejret tillader.
For hallen skal bygges om, hvilket betyder, at den ikke kan bruges næste vinter, hvilket gav skolen et problem. Så skulle eleverne køres i busser til Vingsted, når de skulle dyrke idræt.
Hos Egtved Skole har man regnet på tallene, og ledelsen forventer, at det vil betyde en ekstra udgift på 600.000 kroner. De penge går nu i stedet til kunstgræsbanen, som så bliver stedet, eleverne så vidt muligt skal dyrke idræt, mens hallen er lukket.
“Der er ingen tvivl om, at lukningen af hallen skaber noget bøvl. Men det giver god mening at bruge pengene på kunstgræsbanen fremfor at finde alternative og midlertidige løsninger til idrætsundervisningen,” siger Dan Arnløv (K), der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.
Det udvalg arbejder sammen med Børne- og Familieudvalget i denne sag.
Fra Egtveds Skoles side får man det, som man har ønsket, for man har indstillet til netop den løsning. Skolens ledelse foretrækker selv at tilbyde eleverne undervisning på kunstgræs end busture til andre haller i området.
Økonomisk støttes kunstgræsbanen fra mange sider, deriblandt har borgerne i Egtved selv gjort et stort stykke indsamlingsarbejde. Men man manglede lige det sidste, som så nu er fundet.
Egtved er et af fem steder, som kommunen har udvalgt til at være steder med kunstgræsbaner.
“Vi kan se, at behovet er der. Klimaet betyder mange våde vintre, så derfor skal kunstgræsbaner kunne supplere de over 100 græsbaner, vi har," forklarer Dan Arnløv.