Fortsæt til indhold

Hallukning giver dybe panderynker

Et år uden hal i Egtved giver bekymringer i idrætslivet

Arkiv
Jørgen Flindt

Lad det være sagt med det samme. Hos Egtved IF er man utrolig glade for, at den nye hal skal bygges.
Men med til den historie hører også, at hallen snart skal lukkes i et år, og det giver udfordringer til især de sportsgrene, der nu engang har det bedst indendøre.
“Vi arbejder benhårdt på at finde løsninger, men det er ikke helt så simpelt, så endnu ved vi ikke, hvad vi skal gøre med vores badmintonspillere til næste sæson. Vi kigger selvfølgelig i retning af andre haller, men der er jo ikke 'bare lige' andre haller, der har plads til vores badmintonspillere,” siger formanden for badmintonafdelingen under Egtved IF, Berit Vinther Olesen.
Også håndboldafdelingen kræver et tag over hovedet og er derfor på jagt efter alternativer i det år, hvor hallen er under opbygning.
“Det er helt bestemt en stor udfordring, for de andre haller i nærheden er jo også presset på tiderne,” siger formanden for håndboldudvalget, Jesper Dinesen.
En mulighed er at sende medlemmerne over til andre klubber i et års tid.
“Det er nok muligt med et samarbejde på børnesiden, men det er straks en anden sag på seniorsiden. Vi har et hold i Jyllandsserien, og det skal vi jo fortsætte med, men hvordan det lige skal gøres, er stadig et puslespil at løse. Vi arbejder på at finde tider i en anden hal, og så ellers bare rykke ekstra sammen i bussen. Der er noget socialt i det, som selvfølgelig godt kan vise sig at være et plus,” siger Jesper Dinesen.

Koste medlemmer

Fælles for de to formænd er, at de regner med, at hallukningen kommer til at koste medlemmer. Nok ikke ligefrem en stor medlemsflugt, men det vil kunne mærkes.
“Det er vanskeligt at forestille sig, at vi ikke kommer til at miste nogle medlemmer. Og hvis de først er mistet, ved vi fra andre sportsgrene, at det er svært at generobre dem,” siger Jesper Dinesen fra håndbold.
“Der vil blandt andet komme nogle markant andre transporttider og besværligheder, og det betyder nok, at nogen vælger badmintonen fra. Så prøver de måske kræfter med andre sportsgrene, og så må vi se, om de vender tilbage. Det håber vi selvfølgelig, de gør,” lyder det fra Berit
Men en ting er sikkert. Det skal nok blive prisen værd. En hallukning i et år er surt undervejs, men det sker jo af en god grund.
“Det bliver superfedt med den nye hal, og når den står klar, er vi også klar i de nye, lokkende omgivelser,” lyder det fra de to formænd.