“Vi lever og ånder for det her”
Stadig i familiens eje efter 110 år: Den 1. april fejrer Vedsted Mølle jubilæum med et Åbent Hus arrangement
Mens det for nogle familier lykkes at videregive familieforetagendet fra generation til generation, må andre acceptere, at de unge går andre veje.
Vedsted Mølle hører så afgjort til førstnævnte kategori. Den 1. april har virksomheden 110 års jubilæum, og det skal selvfølgelig fejres med manér.
Fornyelse er kodeordet
Selvom det efterhånden er tredje og fjerde generation, som har indtaget forfædrenes pladser, så er gejsten stadig den samme.
“Vi lever og ånder for det her,” siger Mette Thomsen Bladt, der er fjerde generation i møllefamilien. Hun er selv, ligesom hendes far Tommy, udlært på Aller Mølle. I dag står hun for Vedsted Mølles rideudstyrsafdeling, som blev etableret i 1999.
“Det er vigtigt med fornyelse, og både rideudstyrsafdelingen og hobbyfoderet er en bærende del af helheden i dag,” fastslår Mette Thomsen Bladt, der selv er ivrig rytter.
Over 5700 likes
Og man skal ikke tage fejl, for selvom Vedsted Mølle på første blik ligner et klenodie fra en svunden tid, så er man i den grad med på beatet.
“Vi har altid været opmærksom på at tilpasse os udviklingen. Vi lancerede webshop for otte år siden, og vi er selvfølgelig også på Facebook. Faktisk har vi ikke mindre end over 5700 likes - det er da helt godt gået,” siger Mette, mens far Tommy Thomsen lunt tilføjer:
“Så længe det gavner forretningen, så er Facebook og alt det nye fint med mig.”
Forældrene har altid givet plads til at børnene kommer med nye idéer.
“Vi er gode sammen. Selvfølgelig er vi ikke altid enige, men vi finder ud af det. Jeg er oprigtig glad for, at have mor og far ved min side i det daglige arbejde,” siger Mette Thomsen Bladt.
I forbindelse med jubilæet er der Åbent Hus på Vedsted Mølle onsdag den 1. april fra klokken 13-17.