Trekløver med respekt for livet og naturen
Forårssæsonen i Janus Bygningen slutter af med en maj-udstilling
Lørdag den 9. maj er der fernisering på tre nye udstillinger, hvoraf de to drejer sig om lokale kræfter.
Sindets Ekko
Ole Halskov Hansen er født i 1934, og med sine godt 80 år på bagen er han den ældste i selskabet.
Hans udstilling, der består af malerier, akvareller og glaskunst, har fået den meget rammende titel ”Sindets Ekko”. Her møder vi summen af et langt livs erfaringer, eller som han selv formulerer det ”en fortælling om vandren fra livet mod døden – fra døden mod livet”.
Ole Halskov nævner som inspirationskilder for sit arbejde bl.a. konstruktivisme, rytmisk farveekspressionisme og surrealisme. Samspil mellem forskellige kunstarter interesserer ham, og i forbindelse med udstillingen er der blevet fremstillet en video, som vises i Janus Bygningens café.
Kunstneren er bosat nær Henne Strand. Han er medlem af Kunstnersamfundet og har bl.a. arbejdet aktivt i den lokale afdeling af Billedkunstnernes Forbund.
Hanne og sin far
Med denne udstilling ønsker billedkunstneren Hanne Louise Knudsen at hylde sin far Andreas Marinus Knudsen. Faderen var arbejdsmand og en habil amatørmaler, en overgang også med tilknytning til Tistrup.
Hun fortæller at det ”er en udstilling om et kreativt, skabende og arbejdsomt menneskes efterladte arv fra en svunden tid i Vestjylland. Fra en gylden tid med håb trods nøjsomhed, til en tragisk skæbne med alenehed, og til sidst igen et håb, udtrykt ved at Hanne igen gik i barndom og måtte tæt på for at finde det groteske, gløden, skønheden og sjælen i nogle af de ingredienser, der udgør et spor fra et lille liv på jorden.” Kunstneren har om sin far skrevet et essay, som kan læses på udstillingen.
Udstillingen rummer et udvalg af Andreas Marinus Knudsens malerier, og Hanne Louise Knudsen udstiller en række smukke fotografier af faderens efterladte pensler, palet mm.
Hanne Louise Knudsen er født 1947 og har bl.a. deltaget flere gange på Kunstnernes Sommerudstilling. Hun er bosat i Årre.
Forgængelighedens skønhed
For keramiker Kirsten Holm drejer det sig om den skønhed, der findes i naturens forgængelige spor. Hun fascineres til stadighed af den uendelighed af rigdom, den organiske verden viser.
Forfatteren Lars Lisberg har beskrevet det således: ”Kirsten Holms keramiske værker er skabt med udgangspunkt i fund fra havet: Et forstenet søpindsvin, en spændende sten eller en eroderet østersskal. I fundene ser Kirsten Holm ikke kun forgængelighedens tydelige spor, hun ser også forgængelighedens skønhed - og her ud fra skaber hun sine originale og tidløse værker.” Lise Seisbøll har formuleret det således: ”Keramiker Kirsten Holm skaber objekter, ofte af form som lågkrukker, der nærmest synes at vokse frem af de danske kystlandskaber. Hun samler sten, fossiler og østersskaller og bygger sine keramiske former op omkring disse naturgaver, sådan at resultaterne er sammensmeltede enheder af keramik og strandfund.”
Kirsten Holm har mange udstillinger bag sig. Her udstiller hun ud over keramik også tegning og foto på canvas. Hun er født 1946 og er bosat i Hinnerup.