Fortsæt til indhold

Musikgudstjeneste med Flamencomusik og -dans

Arkiv
Arkiv

Treenighedskirken åbner dørene for en spændende gudstjeneste lørdag den 28. marts kl. 11 med ensemblet ”FlamencoTrio” og sognepræst Ingrid Lisby Schmidt.

Trioen består af guitaristen Jens Viggo Fjord, sangeren Joost Alexander samt danseren Maria Glisic og de vil gennem klang, sang og dans skildre beretningen om Jesus palmesøndag, hvor han først bliver hyldet af folket for derefter at blive svigtet og møder sin skæbne.

Beretningens dramatiske kontraster skildres igennem flamencoen. I sin oprindelige form er flamenco-dansen en ekspressiv og intens dans, vekslende mellem den sorgfulde og indadvendte fordybelse eller det sprudlende udadvendte og legende udtryk.
Flamencoen er opstået i områder af Andalusien, hvor kristne, muslimer og jøder dyrkede deres trosretninger side om side i mange hundrede år. Flamencoens sange beskriver overordnet menneskets vej gennem livet med al den med- og modgang - aspekter vi også kender fra religion og tro.
Kom og få en uforglemmelig optakt til påsken. Mærk et strejf af sydens varme vind og den livsglæde, intensitet og umiddelbarhed man lever livet med i Andalusien. Efter gudstjenesten inviterer Treenighedskirken alle på en let brunch i kirkens sal til en pris af 30 kr.