Fortsæt til indhold

Rosendahl ud med flot resultat

Rosendahls A/S Print – Design – Media, kommer med det bedste årsresultat i årevis

Arkiv
Arkiv

Der er forår i den finansielle luft over Rosendahls-hovedkontoret i Esbjerg i denne tid.
Efter en række vanskelige år kan trykkerikoncernen fremvise det bedste årsresultat siden tiden før finanskrisen, og med formand Henning Dyremose i spidsen kunne Rosendahls-bestyrelsen forleden udtrykke tilfredshed med koncernens udvikling. Årsresultatet for 2014 blev på 4,5 millioner kroner og således 4 millioner kroner bedre end forrige år.

“Vi er tilbage på sporet og både glade og tilfredse med årets resultat. Den omsætningsnedgang, som både vi og hele markedet har været ramt af, har vi fået sat en prop i, og effekten af fire års turnaround skinner virkelig igennem nu. Vi er inde i en stærk udvikling, som peger pænt fremad,” siger administrerende direktør Palle Rosendahl i en pressemeddelelse.

“Siden 2011 har vi øget egenkapitalen med 46 procent, mens den rentebærende gæld i samme periode er reduceret med 49 procent. Soliditeten er næsten fordoblet, og vi genererer meget likviditet,” supplerer koncernøkonomichef Allan V. Kamper.

Opkøbet af Schultz Grafisk i 2009 styrkede selskabets position i hovedstadsområdet og gav en større volumen i forhold til det offentlige kundeområde.

“Opkøbet var kraftigt medvirkende til, at vi fik vendt skuden. Havde vi ikke gjort det, havde vi formentlig haft de samme problemer, som mange andre har i dag,” siger Palle Rosendahl og fortsætter:

“Den største udfordring har været at lave transformation og turnaround på samme tid, og vi har i dag stor fokus på at konvertere en del af selskabets aktiviteter fra analogt til digitalt. En langt større del af omsætningen vil fremadrettet komme fra online bestillinger, og vi optimerer løbende organisationen i den digitale retning. Vi er ydmyge, men også positive i vores forventninger til fremtiden – og vi tør også godt sige, at vi er ganske stolte af vores 2014-resultat.

Rosendahls har rødder rækkende til 1600-tallet og tilbyder ydelser inden for kommunikation, publicering, lager og distribution.