Fortsæt til indhold

Schæferhund snuste sig frem til tabte briller

Arkiv
Af Lars Saugbjerg

Forleden blev Børge Stavensø fra Taulov - og hans schæferhund Iska - kontaktet af Peter Juul Christensen fra Middelfart.
Peter Juul Christensen havde tabt sine dyre briller ud af en brystlomme på en længere travetur ved Hindsgavl. Så nu havde han brug for hjælp: En hund med en god næse.
Børge Stavensø troppede op med Iska - og sammen med Peter Juul Christensen begav de sig ud på den 3-4 kilometer lange travetur.
Fra Middelfart Naturcenter gik turen tværs op over plænen, langs hegnet ved naturcentret, ned ad trapper, over asfalt, langs vejen mod Hindsgavl Slot, gennem stier og vej i dyrehaven, ind og ud af vildtlåger og ind på skovveje.
Pludselig rykkede Iska til venstre i noget langt, vissent græs, blev stående, lagde sig ned - og der lå de: Brillerne. Lige mellem hundens forben.
En rigtig glad og rørt Peter Christensen tog Iska om halsen. Søge-opgaven, der var Iskas første rigtige opgave, tog et par timer, men var besværet værd.