Farvel ved Kongeporten
BISÆTTELSER OG BEGRAVELSER er altid bevægende og sørgelige for alle, der skal tage afsked med et kært familiemedlem, en god kammerat eller en person, som man har kendt og holdt af.
Sådan var det også mandag, da mange roskildensere var samlet i Roskilde Domkirke for at sige et sidste farvel til Carsten Wickmann, der både var leder for De Konservative i byrådet med mange tilhørende tillidsposter og formand for den lokale fodbold-stolthed, FC Roskilde.
MANGE MINDEORD her i avisen fra kolleger i de øvrige politiske partier og andre, som kendte og samarbejdede med ham, har opregnet Wickmanns store faglige og menneskelige kvaliteter. Denne anerkendelse var absolut velfortjent.
Afskeden i Domkirken var nu den sidste mulighed for at vise sympati med familien og respekt for det menneske, vi har kendt. Her deltager man jo også for sin egen samvittigheds skyld ved at få sagt ordentlig farvel og bearbejde sorg eller savn.
GANSKE VIST TROR JEG IKKE på noget overjordisk, men domkirkens smukke, gotiske rum er altid en formidabel ramme om vigtige højtideligheder. Musikken og omgivelserne maner simpelthen til eftertanke og gør det klart, at overfor liv og død bliver andre dagligdags uenigheder eller små fortrædeligheder helt ligegyldige.
Når en dygtig præst oven i købet kan holde en vedkommende tale, frem for at fremstille glansbilleder som hverken familie eller andre kan genkende, bliver det til et ordentligt og rigtigt farvel.
DENNE MØRKE MANDAG fik mig til også at tænke på andre triste øjeblikke, hvor jeg på dette sted har været med til at tage afsked med flere gode venner eller bekendte.
Allerværst i erindringen står afskeden for snart 20 år siden med den dengang 45-årige Christian Bruun. Han var et talentfuldt konservativt medlem af Roskilde Byråd, men langt mere end det. Eksempelvis formåede han som chef i et lokalt boligselskab at sætte fart i nødvendige renovationer eller nybyggerier til glæde for de mange roskildensere, som havde brug for sådan en bolig.
EN ANDEN TUNG STUND var afskeden med vores mangeårige borgmester Henrik Christiansen, der døde i efteråret 2000 efter at have ydet en gigantisk indsats, der forvandlede Roskilde fra en lidt stillestående provinsby til et lokalsamfund i rivende udvikling. Derfor er han den dag i dag et forbillede for byens nuværende førstedame Joy Mogensen.
Henrik var søn af en fattig graver i Herlufmagle, men blev 'holdt til bogen' og endte som skolelærer, aftenskoleleder for AOF og til sidst en virkelysten borgmester i den gamle domkirkeby. Da den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sammen med høj og lav fra hele Roskilde sagde farvel i domkirken, var det et godt og sandt billede af udviklingen i det moderne Danmark og i vores egen by.
FLERE BORGMESTRE dukker frem i erindringen sådan en dag. Den radikale John Iversen, der kun fik kort tid på posten, var nok en af de bedste folk, som Roskilde kunne have haft glæde af i længere tid. Med sin venlige lune og store viden blev han til gengæld derefter den ubestridte leder af oppositionen i mange år.
Venstres Bjørn Dahl videreførte den udvikling for Roskilde, som Henrik Christiansen havde startet. Efter et overraskende og ufortjent nederlag løb han ind i alvorlige helbredsproblemer. Men det var netop i denne modgang, han også viste sit menneskelige format, inden han som de andre alt for tidligt blev indhentet af en sygdom.
ANERKENDELSEN AF WICKMANN og hans indsats i en fyldt domkirke var hverken tilfældig eller ufortjent. Både indenfor politik og sport er han en af dem, der har udrettet allermest positivt for Roskilde gennem de sidste mange år.
Symbolsk og sagligt var det derfor på alle måder fortjent, at så mange overfor ham fik sagt et sidste:
FARVEL VED KONGEPORTEN