Ny station lokker huspriserne opad
De store bygge- og anlægsprojekter i Køge har fået huspriserne til at stige, og oftere end før ender et salg i en budrunde med flere interesserede købere.
BOLIG: LokalBolig i Køge kan mærke, at udvidelsen af Køge Bugt-motorvejen, den nye og hurtigere togforbindelse til København og etablering af ny station i Ølsemagle har en meget positiv indvirkning på boligpriserne i området.
Huspriserne er stigende, salget går hurtigere, og det sker hyppigere end tidligere, at der er flere interesserede købere til en ejendom, så handlen må afgøres gennem en budrunde.
- I første halvdel af marts har vi oplevet et markant større salg, og vi kan måned for måned se, at boligerne bliver handlet både hurtigere og dyrere. Et område som Ølsemagle er et af de steder, hvor der er langt større interesse, nok takket være etablering af den nye station og udvidelsen af motorvejen, siger Kenn Riel, indehaver af LokalBolig i Køge.
Generelt oplever LokalBolig også en interesse fra købere fra København, der fravælger hovedstaden på grund af de høje boligpriser. Mange bevæger sig sydpå i deres boligsøgning, og her er Køge ofte et spændende og attraktivt alternativ.
- Priserne ligger lavere end i København – og også lavere end i Greve og Solrød – og med kun 18 minutter i hurtigtog til København og flere spor på motorvejen bliver logistikken meget lettere i hverdagen. Det øger opmærksomheden om Køge. Samtidig er Køge en by, der på den ene side både rummer købsstadsstemning med vores brostensbelagte torv, stræderne med bindingsværkshuse og mange hyggelige butikker – og på den anden side er en by i vækst og udvikling med de mange storstilede bygge- og anlægsprojekter. Det er altså ganske unikt og en stor del af Køges charme, tilføjer Kenn Riel.
De stigende salgspriser på boligerne sikrer et større provenu til sælgerne, som på den måde får bedre økonomi i deres videre færd. Sammen med den lave rente har det bevirket, at bankerne i dag er blevet mere samarbejdsvillige, når det gælder godkendelse af en handel. Der er således flere handler, som kommer helt i mål og bliver en realitet – end for blot et år siden.
Hos LokalBolig forventer man, at tendensen med stigende priser vil vare ved, og at de store bygge- og anlægsprojekter vil øge interessen for Køge som bopælskommune.