Fortsæt til indhold

Leif og Bogart

Roskildes biografkonge fylder 60. Han voksede selv op foran et lærred og glæder sig nu over, at børnene kan køre Kino videre

Arkiv
Af Torben Kristensen

Foto: Per Rudkjøbing Da billedet af Kinos ejer Leif Hübertz skulle tages i biografen på Ros's Torv i anledning af den forestående 60 års fødselsdag 23. april, blev det selvfølgelig foran et billede af Humphrey Bogart, alletiders største filmstjerne. Den kommende fødselar er også glad for ham, og Woody Allens berømte film 'Mig og Bogart' hører til en af hans absolutte favoritter. Når han er blevet Roskildes ubestridte biografkonge, er det lidt af en tilfældighed - og så alligevel ikke. Hübertz er nemlig født og vokset op i Holstebro, hvor faderen drev den kommunale biograf, så han har kendt det store lærred fra lille. - Jeg kan huske, da jeg var 11-12 år og stod på en række filmruller oppe i operatør-rummet. Så kunne jeg se Eddie Lemmy Constatine, en serie af franske slå-på-tæven-film, der ellers var forbudt for børn. Som 15-årig flyttede han med familien til Viborg, hvor faderen havde fået sin egen biograf i en fin gammel teatersal. Leif gik ud af skolen efter 10. Klasse og var vild med film, men faderen ville have, at han lærte et rigtigt håndværk, så han kom i lære som typograf i fødebyen Holstebro.

Romantik med Mie

Som 20-årig mødte han Mie fra Silkeborg, og de har siden dannet par sammen, både privat og arbejdsmæssigt. Et af Leifs romantiske minder er, at de to en gang sad helt alene i Viborgs store biograf og så den bevægende storfilm 'Dr. Zhivago' med Geraldine Chaplin og Omar Sharif efter bogen af Boris Pasternak. - Et stykke tid efter blev vores fodboldspillende søn Poul, jo født, konkluderer han. Da Leif var 21, fik han sammen med Mie mulighed for at lede biograferne Saga 1+2 i Trøjborg-centret, i Aarhus-bydelen af samme navn, efter at han var blevet opfordret til at søge jobbet. Fra den periode husker han, at Dirch Passer af og til kom i biografen for at se en af sine egne film, når han var på de kanter. - I film og på revyscenen var Dirch jo den fantastisk hovedperson, der tog hele opmærksomheden. Men når han kom til kassen og skulle købe en billet, var han både tilbageholdende og beskeden, husker Leif Hübertz, der altid blev lidt forbavset, når den store mand pludselig stod foran ham.

I forhold til indbyggertallet er Kino den mest velbesøgte biograf i hele provinsen.

Den yngste ejer

Et par år senere i 1978 købte Mie og han så Kino på Algade i Roskilde, og som 23-årig blev han landets yngste biografejer, da muligheden opstod ved lidt af en tilfældighed. Lademanns Bogklub, som dengang var et meget stort foretagende, havde fået en idé om, at det også skulle eje biografer ud over hele landet, så de kunne filmatisere de gode bøger og tjene ekstra på det. - Men så enkelt var det jo ikke, så de tabte mange penge og ville gerne af med dem igen. Jeg vidste at Kino i Roskilde var til salg, så vi tog chancen, fortæller Leif Hübertz. - Heldigvis havde vi tjent lidt på at have et parcelhus i Aarhus et par år, fordi der var så stor inflation dengang. Med penge derfra og masser af hårdt arbejde gik Mie og jeg så i gang. - På forhånd vidste vi ikke meget om Roskilde, bortset fra at det var en god handelsby med et pænt opland. Min far kendte den gamle ejer af Bio i Roskilde. - I de første år lavede vi næsten alt selv og havde kun lidt hjælp, mens vi havde lejet os ind i et hus i Jyllinge. Et afgørende spring fremad kom, da de efter nogle år fik moderniseret Kino og indrettet hele tre sale. Så kunne de vise flere film samtidig og trække ekstra tilskuere til, hvilket stillede dem stærkere i konkurrencen med Roskildes to øvrige biografer på det tidspunkt: Bio i Algade og Scala i Hersegade. I et par år overtog Hübertz-familien også Bio, så der ikke skulle komme en ny konkurrent som nabo, og i 1985 købte HK Scala i Hersegade, så han nu blev alene på markedet. Det gav atter et spring fremad.

Tredobling på Ro's Torv

Da Ro's Torv åbnede ved Københavnsvej, var det en forudsætning, at der kom en stor biograf, som kunne tiltrække kunder, også til centrets restauranter om aftenen. Hübertz fik budet og slog omgående til, da han også kunne se mulighederne. - Vi har aldrig fortrudt, at vi flyttede hertil, for vi tredoblede jo vores omsætning, forklarer han. Med over 300.000 besøgende om året er Kino på Ro's Torv blevet landets største provinsbiograf, målt i forhold til byens indbyggertal. - Vi bor jo i et godt område, hvor mange mennesker har råd og lyst til at gå i biografen, så det kommer os til gode. Vi får alle de nye film lige fra starten, og ofte kommer her også kunstnere og er med til at præsentere deres arbejde, beretter han.

Arvefølgen sikret

De to børn, Lone og Poul, har arbejdet med i biografen gennem en årrække, og Leif glæder sig til, at de kan føre biografen videre og løfte arven efter ham og hans egen far. Men han har dog ikke tænkt sig selv at stoppe de første 5-10 år. - Når det er gået så godt med vores biograf, skyldes det også nogle stabile nøglemedarbejdere, som vi har haft gennem snart mange år, eksempelvis Jørgen Andris og Jeppe Hacke. Derudover har vi selvfølgelig mange andre, der hjælper os i få timer af gangen, men som også er med til at få det hele til at køre.

Venner i Roskilde

Lige fra begyndelsen har Mie og Leif Hübertz haft let ved at få mange venner og bekendte i Roskilde. De er der fortsat, selv om parret i mellemtiden er flyttet fra lejet bolig i Jyllinnge, til et hus i blomsterkvarteret og nu en villa på Frederiksborgvej. Selv arbejder Leif fortsat mange timer om ugen, men når han så holder fri, kobler han helt af ved at holde ferie med Mie. Reception på 60 års fødselsdagen, torsdag den 23. april, klokken 14-16, i foyeren hos Kino på Ro's Torv.