Der fyres op under et nyt teaterår
Sønderborg Teaterforening er klar med 28 forskellige forestillinger i sæsonen 2015/2016. Herunder fire premiere-forestillinger
Programmet 'Teater i Sønderborg' fra Sønderborg Teaterforening for sæsonen 2015/2016 lander i disse dage i postkassen hos 38.000 husstande i kommunen foruden hos omkring 500 andre uden for kommunen, som har ønsket at modtage programmet.
Både forsiden og indholdet skal nok vække opsigt. Forsiden er hentet fra danseforestillingen 'Ildfuglen', som er en af de forestillinger, som man i foreningens bestyrelse glæder sig til og forventer sig meget af.
Verdenspremiere
Programmet i år byder på hele fire premiere-forestillinger. Der er således verdenspremiere i Sønderborg på 'The King', der har Elvis Presley som omdrejningspunkt, og som Peter Schaufuss Balletten herefter drager ud i verden med.
Og så er der danmarkspremiere på 'Kongelig Revy Leverandør', som de tre revymagere Maibom, Jensen og Krøll står bag. Endelig byder sæsonen på to turné-premierer, nemlig den musikalske fortælling 'Lillys Danmarkshistorie' og Det Kongelige Teaters familiedrama 'Vintersolhverv'.
I alt 28 forskellige forestillinger byder sæsonen 2015/2016 på, og igen i år spreder de sig over hele spektret af genrer - dans, opera, musik, drama, komedie og farce - og lytter man til Randi Jepsen fra bestyrelsen, så kan det lønne sig at tænke ud af boksen.
"Vi i bestyrelsen kommer jo til at se stort set det hele, og selvom man måske umiddelbart er mere til det ene eller det andet, så opdager man, at en helt anden genre faktisk er fantastisk, hvis man lige giver det en chance," siger hun.
Der er god tid
Billetsalget åbner den 19. maj, så der skulle være god tid til at få snakket programmet igennem med sine teater-venner, inden man beslutter sig.
"Vi ved, at mange har deres favoritpladser, som de går efter, når de bestiller. Men spørger man mig, så findes der ingen dårlige pladser i Sønderborg Teater," lyder det fra Frede Jensen, formand for Sønderborg Teaterforening.
Kunne man tænke sig en 'professionel' gennemgang af de mange forestillinger, så skal man indfinde sig i Sønderborgsalen på Comwell, hvor skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum vil introducere programmet for interesserede. Efter introduktionen underholder hun med 'Marguerite - en pige med pep!'. Det er gratis, og man kan tilmelde sig på info@sonderborgteaterforening.dk.
Udover at benytte bestillingskuponen, så kan der også købes billetter på nettet via hjemmesiden sonderborgteaterforening.dk og på telefon 7634 0028.