Vejle hylder sportsmestre med show og priser
114 sportsmestre hyldes til Sportsgalla i Musikteatret med priser og underholdning
Sportsgalla Torsdag den 9. april hylder Vejle Kommune idræts- og fritidslivet til årets Sportsgalla. Ligesom sidste år foregår det i Vejle Musikteater med uddeling af en masse priser krydret med masser af underholdning.
114 sportsmestre bliver lykønsket på scenen og modtager Vejle Kommunes Idrætspris. Som noget nyt får mestrene en statuette som anerkendelse for præstationen.
Udover idrætsprisen uddeler Vejle Kommune tre priser: Årets Idrætsnavn, Mayors Choice og Årets Handicapidrætspris. Også Folkeoplysningsudvalget, EliteVejle, Vejle Idræts Råd, FestiVejle og Lokalavisen Vejle uddeler priser til årets Sportsgalla.
“Jeg håber, at rigtig mange vil bakke op om årets Sportsgalla. Vi sætter stor pris på den indsats, som både idrætsudøvere og de frivillige ledere gør ude i foreningerne. Det skal belønnes, og i år skruer vi en tak op for charmen med et storslået show, der hylder kommunes idræts- og fritidsliv,” siger Kurt Smidt, idræts- og fritidschef.
Dans, musik og spring
Sportsgallaens åbningsnummer er i år lagt i hænderne på DK Dans. Senere kommer der også dansere fra Campus Vejles danseuddannelse i samarbejde med DanseQuilibrium, gymnastik med Vejle Spring Team og en opvisning i taekwondo teknik med 13-årige Caroline La Cour, der er blandt de tre nominerede til Lokalavisens Sportspris på 25.000 kroner.
Publikum kan også glæde sig til at opleve flere af Vejle Kommunes lovende musikalske talenter: Nick Sway, Kmaa Kendell og søskendeparret Binni og Ainda.
Nick Sway og Kmaa Kendell er desuden sammen med kunstneren Bjørg Dyg Nielsen nomineret til Lokalavisens Kulturpris på 25.000 kroner, der bliver uddelt til sidst i Sportsgallaen.
Showet bliver bundet sammen af DR-radioværten Jesper Maigaard, der igen i år er konferencier til Sportsgallaen. Gratis billetter skal bestilles på vejle.dk/sportsgalla.