Et nødvendigt onde

Retsopgøret. Dommens time for de danskere, som enten havde stået tyskerne for nært eller lodret havde begået vold og mord i nazistisk tjeneste.
Danmarks opgør med landsforrædderi efter besættelsen er på mange måder et kontroversielt kapitel i danmarkshistorien.
Og et kapitel med ligeså mange gråzoner, som besættelsestiden havde.
Dødsstraffen blev genindført, og folk blev dømt efter love, som var indført med tilbagevirkende kraft.
Omvendt var et retsopgør nødvendigt for at landet kunne genoprettes og for at undgå selvtægt og vilkårlige henrettelser, som man så det i eksempelvis Frankrig, da landet blev befriet lidt efter lidt.

Penge, magt og folkestemning

Peter Yding Brunbech, som er ph.d. og videncenterchef på ‘Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling, forklarer:
“Der er ingen tvivl om, at der var en folkestemning mod alt, der havde med tyskerne at gøre, og som krævede et opgør med besættelsestidens handlinger. Det var et spørgsmål om at genetablere den politiske magt, tilfredsstille folkestemningen og hente formuer ind fra værnemagerne. Formuer, man anså for at være penge tjent på ren ondskab.”
Der blev dog skelet til omfanget af, hvordan og hvor meget, der var blevet handlet med værnemagten.
“Der blev fastsat rammer for, hvornår der var tale om værnemageri. Handlede man med tyskerne med normal produktion og til normale priser, blev man ikke straffet. Men havde man udnyttet krigssituationen til at udvide sin forretning, skulle man betale den 'uretmæssige fortjeneste' tilbage,” siger Peter Yding Brunbech og fortsætter:
“Omvendt havde politikerne direkte bedt større, danske firmaer om at tage opgaver fra tyskerne til sig. Man frygtede nemlig, at en stor tysk indvandring af arbejdskraft kunne skabe en nazificering af samfundet. Det var den uretsmæssigt store fortjeneste, man gik efter i retsopgøret.”
Derfor oplevede man også, at mange store firmaer, som havde handlet med tyskerne, gik fri.

Dødsstraffen genindført

Under retsopgøret blev 103 personer idømt dødsstraf, og 46 mænd nåede at blive henrettet fra 1946 til 1950.
Det var kun mænd, og hovedsageligt unge mænd, som blev henrettet med skud i enten København eller i en plantage udenfor Viborg, og deres forbrydelse var for det meste mord eller medvirken til mord.
Det blev sagt, både i samtiden og efterfølgende, at de små fisk blev straffet, mens de store gik fri. Det er der en vis sandhed i.
“De simple sager og tilståelsessager kom for domstolene først, hvor straffene var hårdest. De mere komplekse sager, hvor anklagemyndigheden skulle bruge længere tid, kom først for retten, efter at folkestemningen havde lagt sig lidt igen. Dødsstraf var blandt andet et spørgsmål om, hvornår dine sager blev behandlet under retsopgøret,” forklarer Peter Yding Brunbech.
Egentlig var dødsstraf slet ikke en del af modstandsbevægelsens planer for et retsopgør, men det ændrede sig henimod slutningen af krigen, hvor de nazistiske terrorkorps intensiverede volden.
Modstandsbevægelsen havde krævet en 'udrensning fra top til bund', men det skulle vise sig vanskeligt at stille politikerne bag samarbejdspolitikken til ansvar for deres samarbejde med tyskerne.
“Folk vidste ikke meget om, hvad der foregik i regeringen under krigen. Der var jo ingen fri presse. Det lykkedes efterfølgende samarbejdspolitikerne at præsentere samarbejdspolitiken som en nødvendighed og en forudsætning for, at modstandsbevægelsen kunne eksistere. Mange forventede, at en samarbejdspolitiker som Erik Scavenius skulle straffes, men han var jo blevet siddende på foranledning af de andre politikere,” fortæller Peter Yding Brunbech og fortsætter:
“Besættelsestiden var jo en stor gråzone juridisk og politisk. Samfundets top kendte til dette og kunne navigere i gråzonen, men bunden, som meldte sig i tysk tjeneste eller handlede opportunt med tyskerne, blev straffet. Denne forskel var der mange i samtiden, som ikke kunne forstå.”
Selvom retsopgøret på mange måder var uskønt, var den danske udgave alligevel forbilledlig i forhold til flere af de andre besatte landes. Og opgøret var en nødvendighed, understreger Peter Yding Brunbech:
“Feltmadrasserne, som man kaldte piger med tyske kærester, blev straffet af folkedomstolene, og er et eksempel på, hvor grimt det kunne blive. De havde endda intet ulovligt foretaget sig. Det blev eksemplet på, at det var nødvendigt at have opgør i formelle juridiske rammer.”