Elektrojazz med rødder i 70'erne
Jazz, latin, funk og soul. Gruppen Elektrojazz blander disse stilarter og leverer jazz med rødder tilbage i 70'erne. Det kan man vente ved Sønderborg Jazzclubs næste koncert, der finder sted søndag den 22. marts på Sønderborghus.
Elektrojazz er dannet af den svenske basunist Anders Larsson, der gennem mange år har boet i København. Gruppen spiller musik, der er komponeret af kapelmesteren selv, og han henter sin inspiration fra en lang række af 70ernes store navne som Herbie Hancock, Brecker Brothers, Stevie Wonder og Sergio Mendez, men også fra jazzlegender som Charlie Parker og Miles Davis samt groovy filmmusik.
Gruppen udgav senest – i 2014 – albummet Cars, der fik fine anmeldelser.
Foruden Anders Larson på trombone består Elektrojazz af Anders Rose på Rhodes og elektrisk piano, Thomas Fonnesbech på bas og Rasmus Lund på trommer.
Succes med Inger
Et spændende besøg efter seneste enorm store succes med de norske sangerinde Inger Marie Gundersen med en fyldt sal på Sønderborghus.
Koncerten er som altid en matiné-koncert med start klokken 15. Entreen er også som altid 130 kroner for ikke-medlemmer, 80 kroner for medlemmer og 50 kroner for studerende.