Forsvar for DM
Finalerne i Danmarksmesterskabet i bordtennis bliver i år igen et møde mellem Roskilde og København. De to hold mødes i første finale anden påskedag mandag 6. april i København. Returkampen spilles i Roskilde mandag 13. april. Bliver der ingen afgørelse i de to kampe, skal den tredje finale spilles i Roskilde mandag 20. april.
I semifinalerne spillede Roskilde mod OB, og de to kampe faldt ud til Roskildes fordel med cifrene 0-3 og 3-1. København mødte Virum, der blev slået med 3-0 og 0-3.
- Jeg tror at finalerne i år bliver meget tætte, siger Allan Bentsen fra Roskilde Bordtennis.
- Vi kan kun kalde os en lille favorit til mesterskabet, og København har spillet godt i år.
- Vores indbyrdes opgør i grundspillet kan ikke rigtig bruges til en sammenligning, for her var ingen af holdene i bedste opstilling. Det bliver de i finalerne, siger Allan Bentsen.
Han må nøjes med at se på, når finalerne spilles, da han er skadet.
- I år bliver det de unge spillere, der afgør, om vi skal have mesterskabet igen, siger han.
- De har også gjort det godt i semifinalerne.
Roskildes hold til finalerne består af Yujia Zhai, Finn Tugwell og Claus Schou Nielsen.
ja-