Vejle-integration møder kritik
Fagforeninger er lunkne over for Vejles branchepakker på integrationsområdet
HK Handel og 3F deler ikke Vejle Kommunes begejstring for de 'branchepakker', som det lokale jobcenter anvender for at få indvandrere i arbejde. Det skulle nødig blive en rotationsordning, formaner en fagforening.
”Hvor mange får reelt set job på langt sigt? Kan ordningen tænkes at skubbe vores medlemmer ud i ledighedskøen? Jeg efterlyser gode historier om dem, der rent faktisk kommer i arbejde,” siger formand i HK Handel Sydjylland, Hanne K. Mathiasen.
Det primære værktøj i branchepakkerne er virksomhedspraktik i seks udvalgte brancher; butik, rengøring, køkken og service, fødevareindustri, pleje og omsorg og lager. Det er områder med stor udskiftning af personale og lave krav til uddannelse. Den kombination skaber ifølge Vejle Kommune grundlag for, at de kommunalt anviste praktikanter, som typisk er på kontanthjælp, kan veksle prøveperioden til et rigtigt arbejde.
Risiko for misbrug
Til kommunens hjemmeside udlægger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Christoffer Melson (V), ordningen som en succes og peger på, at Carsten Kock-udvalgets anbefalinger i en ny rapport om integration på arbejdsmarkedet flugter med Vejles måde at gøre tingene på. Men hos 3F deler man HK's bekymring.
”Virksomhedspraktik kan være fornuftigt for arbejdsløse indvandrere for at få prøvet noget af. Men det skulle gerne føre til fastansættelse på ordentlige løn- og arbejdsvilkår,” siger Martin Jensen, formand for 3F Vejle.
Martin Jensen nævner ligesom Hanne K. Mathiasen fra HK risikoen for, at virksomheder misbruger virksomhedspraktikken til at skaffe billig eller gratis arbejdskraft.
”Det er noget, vi er meget opmærksomme på,” siger Martin Jensen.
Rimelighedskrav
For at modvirke misbrug findes der et 'rimelighedskrav', som bestemmer, at virksomheder skal have mindst fem ordinært ansatte for hver virksomhedspraktikant. En anden betingelse er, at praktikanter ikke udfylder en stilling, der ville være brug for alligevel.
Det er Vejle Kommunes ansvar at overholde de krav, og en ansat i projektet, integrationskonsulent Connie Nør Larsen, afviser da også kritikken.
”Kommunerne er forpligtede til at overholde de krav, der er for gennemførsel af virksomhedspraktikker, og det gør vi i branchepakke-forløbene,” siger hun.
Det der virker bedst
Den politisk ansvarlige, formand for Arbejdsmarkedsudvalget Christoffer Melson (V), kalder fagforeningernes udmelding for ”en fair bekymring”, men deler den ikke selv.
”Hvis indvandrere skal have en chance på arbejdsmarkedet, er det branchepakkerne og virksomhedspraktik, der fungerer bedst,” siger han.
Han henviser til, at Carsten Kock-udvalget konkluderer, at selvom der sker en fortrængning af ordinært ansatte i forbindelse med virksomhedspraktik, er fortrængningen mindre, end de job der skabes.