Befrielsen fejres
4. maj er det 70 år siden at BBC sendte budskabet om at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig til de allierede fra morgenen 5. maj. Dermed var fem års besættelse af Danmark slut.
Årsdagen for befrielsen bliver markeret i Roskilde Museum gård med alsang fra klokken 19.30 til 21. Her kan man synge sammen med medlemmer fra korene All stars koret, Minikoret, Roskilde Musikskole, Mandskoret Vokalion og Roskilde studiekor.
Der er gratis adgang.
Hjemmeværnet i Roskilde holder parade ved mindestenen på Stændertorvet fra klokken 20.25 til 20.45. Klokken 20.30 kan man høre en optagelse af frihedsbudskabet, som det lød i radioen 4. maj klokken 20.30. Bagefter synges frihedssangen, og der bliver lagt en krans ved mindestenen.
I Havdrup Sognehus fejrer man befrielsen med en sang- og mindeaften tirsdag 5. maj. I den forbindelse har arrangørerne lavet en film, hvor 11 deltagere fra Havdrup Kirkes Sognecafé fortæller, om hvad de husker fra befrielsen. Blandt andet erindrer en, hvordan hun sad og legede med dukker, da budskabet kom. Har man lyst til at være med til aftenen foregår det i sognehuset, Bistrupvang 33, tirsdag 5. maj fra kl. 18.