Fortsæt til indhold

"Gram Apotek har en god sag!"

Folketingsmedlem Jesper Petersen mener at der er gode chancer for at bevare apoteket i Gram

Arkiv
Peter Rasmussen

Tilbage i januar kunne du læse om Gram Apotek her i avisen. Apoteket er i fare for at bliver offer for en ny lovgivning, der fjerner et livsnødvendigt tilskud. Det har fået mange private til at gå i brechen for at bevare det lille apotek. Også kommunens Seniorråd har lagt mange kræfter i at kæmpe for bevarelsen.
Folketingsmedlem Jesper Petersen (S) har nu fået svar fra Sundhedsministeren om udsigterne for Gram Apotek. Han forventer at mange ældre og unge i byen samt dårlige busforbindelser vil udløse fortsat tilskud, vurderer det lokale S-folketingsmedlem.
Udsigten til en ny apotekslovgivning har rejst tvivl om fremtiden for det livsvigtige tilskud til Gram Apotek. Efter henvendelser fra lokale borgere i Gram skrev Jesper Petersen i december til Sundhedsminister Nick Hækkerup, for at tale apotekets sag. Der er nu kommet svar, og selvom Sundhedsstyrelsen først senere tager konkret stilling til de enkelte apoteker, tyder svaret godt for Gram, mener Jesper Petersen:
"Formuleringerne i loven og ministerens svar rimer på ordene Gram Apotek. Der er ikke nogen klar garanti givet. Men snart otte års oparbejdet erfaring på Christiansborg i at tolke signaler fra ministerier, siger mig, at Gram Apotek har en meget god sag. Det lever ganske klart op til kriterierne i lovforslaget, og vil derfor få det tilskud, der er nødvendigt for at opretholde apoteket," siger han.
"Der er relativt mange borgere, der betjener sig af apoteket, og der er ingen direkte busforbindelse mellem Gram og Rødding, hvor hovedapoteket ligger. Samtidig er der relativt mange ældre i området. Og så er man jo meget tæt på den 10 kilometer-grænse, der også er opstillet i lovforslaget. Det bedste borgerne i Gram-området nu kan gøre, er at blive ved med at bakke op om deres lokale apotek og bruge det. Jeg vil fortsat holde snor i sagen på Christiansborg. Sundhedsministeren er ikke i tvivl om, at der er fokus på sagen her i området," siger Jesper Petersen, der undervejs i forløbet har været i kontakt med Hanna Passig fra Gram Apotek.
Forslaget om en ny lovgivning for apotekerne indeholder to typer kriterier for påbud om opretholdelse og samtidig opnåelse af tilskud. Gram Apotek er afhængig af fortsat at få dette tilskud. Apoteket ligger lige omkring grænsen til den fysiske afstand på 10 km til apoteket i Rødding, hvilket er et af kriterierne. Samtidig lever Gram Apotek op til de såkaldt bløde kriterier om kundegrundlag og kollektive transport-forbindelser.