Sidste chance
27. marts er sidste chance for de, der ønsker at uddanne sig til sundhedsservicesekretærer. Den dag er der frist for at melde sig på uddannelsen. Uddannelsen er ikke en del af den nye erhvervsuddannelsesreform og bliver derfor nedlagt sammen med de øvrige korte merkantile uddannelser per 1. august i år.
”Uddannelsen har vist sig primært at tiltrække kvinder over 35 år, der ønsker at skifte spor, men på de fleste hold har der været elever fra 19 til 59 år. Typisk har de en baggrund som social- og sundhedshjælper eller -assistent, som de ikke kan eller vil arbejde som længere. Når uddannelsen lukker, er det slut med korte kontoruddannelser. Desuden bliver kontoruddannelser kun for de, der har en EUX eller en anden gymnasial eksamen, ” fortæller uddannelseschef på IBC, Bodil Kirkegaard Johansen.
Sundhedsservicesekretærer arbejder typisk på fysio- og ergoterapiklinikker, sygehuse, sundhedscentre, lægepraksis, tand- eller dyrlægeklinikker, skoler, plejecentre, biblioteker og bofællesskaber. I Danmark er der de seneste ti år årligt blevet uddannet godt 300 sundhedsservicesekretærer.