“Det er mit livsværk jeg lukker”
Værestedet i Dalby lukker til sommer, efter at kommunen sidste år indførte besparelser på området.
Til sommer er det slut med at hænge ud på værestedet i Dalby for områdets 4.-7. klasses elever. Den 30. juli lukker stedet, efter at Kolding Kommune sidste år besluttede at spare på tilskuddet.
I kommunens budget for 2014 blev det lagt fast, at der skulle spares 950.000 kroner i sidste halvår af 2014, mens der fra starten af 2015 og fremefter skulle spares 1.800.000 kroner årligt.
Sammenlagt svarer det til 40 procent af det kommunale tilskud. For værestedet i Dalby betyder det, at økonomien nu ikke længere kan hænge sammen.
“Vi har ikke længere råd til at drive stedet med besparelserne, der ramte i 2015. Vi har allerede sat kontingentet op, men det skulle sættes væsentligt højere op, hvis det skulle løbe rundt,” fortæller Hanne Søndergaard, værestedsleder i Dalby.
Hun forklarer, at også skolereformen har taget hårdt på værestedet. En længere skoledag for børnene betyder kortere tid i værestedet.
Værst for børnene
“Før skolen havde vi 109 børn. Nu har vi 70. Men udgifterne har vi stadig. Vi er to ansatte, der skal have løn, der skal betales forsikringer og en masse andet. Det kan ikke løbe rundt for os”.
Hanne Søndergaard var med til at starte værestedet op for 15 år siden. Det ærgrer hende, at hun nu må lukke stedet.
“Det er mit livsværk, jeg lukker ned. Men jeg synes, det er værst for børnene. De har været så kede af det. De har spurgt, hvor de så skulle være henne, og det kan jeg ikke svare dem på. Her har de haft et hyggested, hvor der hele tiden var voksne at gå til. Det mister de,” siger Hanne Søndergaard.
Det var som følge af folkeskolereformen, at byrådet sidste år besluttede at spare på værestederne. Eleverne fik længere dage i skolen og mindre tid om eftermiddagen. Helt at lukke dem ville man dog ikke på daværende tidspunkt.
Politikerne ønskede at undersøge, hvordan man kunne sikre det bedste eftermiddagstilbud til 4.-7. klasserne. Derfor blev der nedsat en arbejdsgruppe i forvaltningen, der skulle undersøge området. Undersøgelsen har stået på i det seneste år, og den 24. marts inviterer forvaltningen værestederne til et møde, hvor de vil give en status over arbejdet, inden politikerne træffer den endelige beslutning om værestedernes fremtid den 13. april.