Energi-workshop blev et tilløbsstykke
Over 100 små og mellemstore virksomheder takkede ja til en eftermiddag på Scandic, hvor de fik ideer til, hvordan man nemt og hurtigt reducerer energiforbruget
Det er nok en god ide at skifte til LED-pærer, når man kan spare 80 pct. af strømmen ved at gøre det. Og tænk, hvis der går sport i at slukke alt edb-udstyr på kontorerne og spare 40 pct. på elregningen.
Det var blot to af mange nemme, brugbare tips, som over 100 ledere og medarbejdere fra små og mellemstore virksomheder fik med hjem fra energi-workshoppen, som torsdag fandt sted på Scandic – med ProjectZero, GroNet og Sønderborg Kommune som arrangører.
"Det handler bare om at komme i gang. Gevinsten er der med det samme, og medarbejderne synes, det er sjovt at se resultaterne. Der går sport i det," lød det fra Morten Vestergaard fra Broager Sparekasse, som var en af flere medvirkende, som kunne fortælle om, hvad de har gjort, at det virker og hvor nemt, det er. Han kunne samtidig – som bankmand – fortælle, at der lige nu er rigtig god økonomi og dermed fornuft i at investere i energiforbedringer.
Et sparometer til hver
Der blev fortalt om bl.a. LED-belysning, klimaskærme, ventilation, varmeteknik, overskudsvarme og økonomi, og deltagerne fik et 'sparometer' hver, så de hjemme i virksomheden kan måle, hvor deres strømslugere er. Og rigtig mange af deltagerne meldte sig via et spørgeskema til et opfølgningsmøde, hvor der vil blive arbejdet videre med udveksling af erfaringer, flere nye tiltag og evt. dannelse af netværksgrupper.
"Der er rigtig god økonomi i at tænke på energiforbruget, og som sidegevinster styrker man holdånd, indsigt og innovation på arbejdspladsen, og man forbedrer sin konkurrenceevne. Det var dejligt på workshoppen at opleve den store interesse, og det er mit indtryk, at mange gik hjem med gode ideer, de kan implementere i deres virksomhed," siger leder af miljøafdelingen i Sønderborg Kommune, Hanne Bruun.
Fakta
107 virksomheder deltog i workshoppen torsdag på Scandic Hotel, som var kickoff for en øget indsats for at få virksomhederne til at tænke energirigtigt.
De blev budt på frokost og masser af konkrete tip til at gå i gang med energirenoveringer hjemme i virksomhederne.