Fortsæt til indhold

Jane satser på sin drøm

Efter at have arbejdet med sit eget firma i et års tid ved siden af fuldtidsjobbet, har Jane Bjerrum nu åbnet fodplejeklinik

Arkiv
Kim Schou

Den 31. marts var sidste arbejdsdag for Jane Bjerrum, som sagde sit job op som sosu-assistent.
”Jeg havde prøvet et år med fodpleje ved siden af mit fuldtidsjob, men skulle det være, ja så er det nu,” fortæller Jane Bjerrum, som har åbnet fodplejeklinik på Tastrupvej 2 i Sig.
”Det skal dog lige siges, at den 1. august flytter vi til Amalievej nr. 6 hvor vi er ved at bygge nyt hus,” tilføjer Jane Bjerrum.
Udover jobbet som fodplejer passer hun også regnskabet i sin mands tømrerfirma.

Fødderne er vigtige

Fodpleje er for alle aldre.
"Mine kunder ligger mellem 20 og 90 år og hvis man ikke kan komme til mig, så kører jeg gerne ud til dem,” fortæller Jane Bjerrum, som påpeger, at mange fodsmerter kan fjernes med den rigtige hjælp.
”I klinikken udføres også paraffin behandling samt hårfjerning med varm voks. Paraffin behandling er en intensiv fugtgivende behandling mod tør hud og kan desuden lindre gigt og ledsmerter,” fortæller Jane Bjerrum.
Hvis man har lyst til en pigeaften med blandt andet fodpleje, massage og zoneterapi, så tager Jane Bjerrum gerne ud med et par kolleger til en hyggelig aften.