Fortsæt til indhold

Grevinde Dannerløbet den 12. april

Arkiv
Arkiv

Hjerteforeningens motionsklub i Jægerspris afholder for 20. gang det årlige og traditionsrige Grevinde Dannerløb søndag den 12. april i Jægerspris Nordskov.
Løbet skydes i gang kl. 11 - 500 meter fra Rejsestalden midt i Jægerspris by og med mål ved Rejsestalden. Løbet foregår på gode skovveje og på ½ maratondistancen kommer man tæt forbi de gamle ege.
Grevinde Dannerløbet omfatter 4 distancer: ½ maraton, 10 km, 5,6 km og et 2 km børneløb. Alle løb foregår i skoven og omkring slotsparken.
Der er præmier til de 3 hurtigste m/k på hver distance for deltagere under 45 år og over 45 år. Tilmelding til løbet og tidtagning i forbindelse med løbet foretages elektronisk af det professionelle firma Events4U. En engangschip, der monteres let og enkelt på løbsnummeret, registrerer tiden.
Der tages ikke tid på 2 km børneløb, men alle tilmeldte deltagere i børneløbet får diplom, medalje og en is.

Hovedgaden spærres af

Igennem et par år er trafikken på Hovedgaden i nogle timer ud for Rejsestalden blevet afspærret under afvikling af løbet. Det har været en stor succes, der giver bedre plads og øget sikkerheden for de mange mennesker, der befinder sig i målområdet før og efter start, der ligger lige op til Hovedgaden.
Igen i år har Motionsklubben fået tilladelse til at spærre Hovedgaden af. Arrangørerne har mødt stor velvilje fra de offentlige myndigheders side i forbindelse med tilladelsen og i forbindelse med materiel til brug for omlægning af trafikken.

Alt er klart

Formanden Lise Skovsbo og Løbskoordinator Jens Erik Ellegaard-Jensen meddeler, at alt er på plads og at de ca. 100 hjælpere, der er tilknyttet arrangementet, er klar til vejvisning på ruterne, ved væskedepoterne og til at servicere løberne før og efter start.
De lokale forretningsdrivende bakker arrangementet op ved at sørge for varm suppe, saft, flutes og frugt til løberne i målområdet samt ved at give fine sponsorgaver.
Slotsparkens Friskole sælger kaffe og kage under løbets afvikling
Den lokalkendte Bjarne Svegaard leverer som sædvanligt underholdende kommentarer og informationer fra speakervognen i målområdet.
Formanden Lise Skovsbo forventer stor deltagelse på omkring 1300 løbere. Det gode vejr i år i marts måned har budt på gode træningsmuligheder, så alle motionsløbere er i fin form, når Grevinde Dannerløbet, som et af forårs sæsonens første løb, skydes i gang.
Man kan få mere information om løbet på Hjerteforeningens hjemmeside: www.hjerteforeningen.dk/mkjaegerspris