Gedigen guitarist og Dizzy på Tobakken
Så er ugen endelig kommet, hvor Tobakken - forhåbentligt - kan køre tre fede Dizzy Mizz Lizzy koncerter af. Fredag og lørdag er udsolgt, men der er stadig nogle billetter til salg til om søndagen. Inden det sker, får man dog besøg af den helt igennem fantastisk guitarist David Grissom, som ganske enkelt er et 'must see' for for folk, der har hang til blæret guitarspil.
Det er torsdag kl. 20.00, at den amerikanske guitarist gæster Esbjerg og det lokale spillested. Tobakken skriver selv om amerikaneren: "Hvad har Dixie Chicks, John Mellemcamp, Bob Dylan, Joe Ely, Allmann Brothers, Chris Isaak, Lucinda Williams, Lou Ann Barton, Robert Plant og Ringo Starr til fælles? David Grissom er svaret. Fuitarist, sanger, sangskriver, musical director for alle de ovennævnte og et forbillede for en skov af guitarister over hele kloden. Stilmæssigt bevæger han sig i roots musikken med stor kærlighed til bluesen, men i perioden 1999-2010 var han Musical Director for Dixie Chicks, som jo bekendt bevæger sig i country/ bluegrass genren, og på hans fire soloalbums er det en smeltedigel af førnævnte genrer, der kan høres. Så snyd ikke jer selv, hvis I er til guitarlir i verdensklasse."
Fredag, lørdag og søndag gælder set som sagt Dizzy Mizz Lizzy, og de tre bandmedlemmer meldes i blændende form, og de første anmeldelser har da også været overvældende, så der er noget at glæde sig til.