Kasserer tilstod underslæb
Fyret af bestyrelsen i kolonihave, fortæller formand John Svitzer
'Jeg har taget af kassen', stod der på en seddel, der lå i en kasse, i kassererens kolonihavehus i Roarsgave.
Sådan fortæller formand på stedet gennem otte år, John Svitzer. Han havde igennem længere tid haft mistanke til, at noget ikke var i orden, selvom regnskabet stemte på papiret.
På sedlen havde kasseren skrevet, at der stod 802 kroner på kontoen, i stedet for de 630.000 kroner, der burde være i banken.
John Svitzer havde haft mistanke et stykke tid. Men når kassereren lagde regnskabet frem, så alting altid ud til at være i den skønneste orden på det sirligt opstillede regnestykke.
Konto lukket
John Svitzer opdagede, at noget var helt galt, da han skulle købe for 3.000 kroner til kolonihave foreningen i en trælast. Her fik han besked på, at havekontoen var lukket, fordi en regning på 12.000 kroner ikke var betalt, som den skulle.
- Det var mærkeligt, for jeg vidste jo, at vi havde en halv million stående, siger John Svitzer, der straks kontaktede kasseren.
Denne forklarede, at regningen var betalt. Det var den da også, da John Svitzer igen kontaktede trælasten ugen efter.
- Herefter forsøgte kasseren at smide mig ud af bestyrelsen, siger formanden.
I stedet for endte det med, at han røg ud efter et mistillidsvotum.
Pengene spillet op
Afsløringen skete, da John Svitzer ringede til kassereren og bad om at få regnskabet mandag 13. april. Kassereren forklarede, hvor det var, og bad ham kikke på sedlen øverst i kassen.
John Svitzer gjorde store øjne, da han så kasserens skriftlige indrømmelse.
- Jeg spurgte, hvad han havde brugt den halve million til.
- Han græd og fortalte, at han havde spillet for pengene. At han var ludoman, fortæller formanden.
Dagen efter blev kasseren meldt til politiet.
- Han græd og undskyldte, at han havde stjålet fra os, siger John Svitzer, der er chokeret over, at han på den måde kunne finde på at stjæle fra sine naboer i havekolonien.
- Efterfølgende har jeg advaret de andre foreninger, hvor han også var kasserer.
Beboerne i Roarsgave har fået besked om sagen, og de er nødt til at sætte havelejen op. De forsvundne 630.000 i foreningens kassn betyder, at vedligeholdelsen i havekolonien bliver sat mere eller mindre i stå i år.
Politiet er ved at efterforske sagen.