Fortsæt til indhold

Starter på p-hus

Flertal vil bruge 84 mio. på Sortebrødre Plads for at skaffe flere pladser i Bymidten

Arkiv
Arkiv

Arbejdet på et nyt parkeringshus på den østlige del af Sortebrødre Plads hen mod Røde Port skal starte i 2015. Et flertal i byrådet er klar til i første omgang at bruge 85 mio. kroner på projektet. Heraf går de 14 Mio. til forudgående arkæologiske udgravninger i dette område, hvor der i den katolske tid op til 1536 var et munkekloster. Når byggeriet står færdig, forventer kommunen senere indtægter på 39 mio. fra grundsalg og nye butikker i området. Bag projektet står de partier, som er med i budget-forliget for 2015, nemlig S-SF-R-El og K. De mener, at kommunen må tage initiativet til p-huset, fordi ingen private vil investere og kan tjene penge på det, så længe der ikke er betalt parkering i Roskildes centrum som helhed. Samtidig skal p-huset skaffe godt 200 nye pladser midt i byen, sådan som det lokale handelsliv længe har efterlyst, da mange i dag har opgivet at køre til Roskilde, fordi det er for svært at finde en plads til bilen. De ekstra pladser vil også gøre det lettere at tiltrække besøgende til det nye 'Kulturstrøg', der går fra biblioteket og jomfruklosteret, forbi det nye Roskilde Museum og ender ved palæet og domkirken. Ved det kommende store Røde Port-projekt syd for Roskilde Station er der også planlagt hele 2500 underjordiske p-pladser. Men det er fortsat undervejs, og ingen kan i øjeblikket sig noget præcist om, hvornår det bliver færdigt.

Oppositionen imod

Oppositionen i byrådet, der i øjeblikket består af Venstre og Dansk Folkeparti, er imod at starte opførelsen af p-huset nu. De mener, at når der netto kun kommer godt 200 ekstra nye pladser, vil det være alt for dyrt. I stedet ønsker de at undersøge andre muligheder for at få udvidet p-kapaciteten i byen. Samtidig har SF og Radikale ønsket, at der ikke skal være biler på det nye Stændertorv, når der nu kommer et p-hus i centrum, og Enhedslisten er på samme linje. Men det står de tre partier ret alene med. tk